Dansk Erhverv vil gøre op med Kammeradvokatens særstilling i nyt forslag

Til efteråret skal Kammeradvokaten alias advokatfirmaet Poul Schmith genforhandle sin aftale med staten. I den forbindelse står erhvervsorganisationen Dansk Erhverv klar med fire konkrete forslag, der skal udfase statens brug af Kammeradvokaten som foretrukken rådgiver, lyder det i kølvandet på, at AdvokatWatch mandag omtalte, hvordan advokatfirmaet Bach har sendt et åbent brev til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvor man opfordrer til, at statens særlige Kammeradvokataftale skrottes.
Kammeradvokatens særstilling møder atter kritik: "Ordning bør skrottes hurtigst muligt"
Erhvervsorganisationen opfordrer blandt andet den nye regering og Moderniseringsstyrelsen, som er i gang med at se på statens nuværende aftale med Kammeradvokaten, til at sikre flere udbud og skrotte titlen Kammeradvokaten.
"Vi foreslår, at størstedelen af Kammeradvokatens opgaver bliver konkurrenceudsat. Vi mener, det er sund fornuft at kigge på, hvor man kan få den bedste juridiske bistand for skattekronerne," lyder det fra Daniel Møller Jensen, politisk konsulent i Dansk Erhverv, der tilføjer:
"Vi ønsker at se på, hvordan man kan forbedre konkurrencen i markedet. Man kan starte med at konkurrenceudsætte statens juridiske opgaver, så vi får en fair og lige konkurrence om de opgaver."
Dansk Erhverv kalder Kammeradvokatens status for "monopollignende" og "konkurrenceforvridende" i sit nye forslag.
"Jeg håber, der er lydhørhed over for, at vi har en situation nu, hvor der ikke er fair og lige konkurrence. Vi opfordrer derfor også ministeren til at tage det op til drøftelse," siger Daniel Møller Jensen.
Han peger på, at det ikke er muligt for andre advokatvirksomheder at byde ind på de samme opgaver. Samtidig har Poul Schmith eneret til titlen som Kammeradvokat.
Dansk Erhverv efterlyser i sit forslag, at der kommer udbud på typer af rådgivning, hvor flere advokatvirksomheder er i stand til at afgive tilbud og vinde kontrakter, der løber på mindst fire år.
Derudover foreslår Dansk Erhverv, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med anbefalinger til, hvordan staten kan styre forbruget af Kammeradvokaten.
I juni rettede erhvervslobbyen kritik mod Poul Schmiths brug af titlen som Kammeradvokat og foreslår nu, at man helt afskærer det private advokatfirma fra at bruge titlen.
Erhvervsforeningen finder det desuden kritisabelt, at Poul Schmith har brugt titlen som Kammeradvokat i forbindelse med sager for andre klienter end staten.
"Det private advokatfirma Poul Schmith har som en følge af sin status som statens "husadvokat" eneret til at bruge titlen som Kammeradvokat. Dette kvalitetsstempel giver en åbenbar og urimelig konkurrencemæssig fordel. Advokatfirmaet Poul Schmith skal derfor ikke længere kunne kalde sig Kammeradvokaten," skriver Dansk Erhverv i forslaget.
Vil ændre lovgivningen
Over flere gange er det fra politisk side forsøgt at nedbringe statens brug af Kammeradvokaten.
Men trods forsøget er statens Kammeradvokat-regninger blot steget år for år, og i 2018 landede det samlede beløb på 480 mio. kr. – dog fordelt på lidt færre sager end året før. Det vil Dansk Erhverv forsøge at gøre op med en gang for alle.
"Der skal en ret stor praksis- og kulturændring i gang i embedsværket. Det tager tid at få ændret det. Hvis vi ikke gennem nogen af de tidligere tiltag har ændret det, så må vi gøre noget ved lovgivningen. Det er noget, vi vil forsøge med i forbindelse med den nye Kammeradvokataftale," siger Daniel Møller Jensen.
Tomas Ilsøe Andersen, managing partner hos Kammeradvokaten, reagerede mandag skarpt på de to Bach-advokaters skridt:
"De kunne i stedet for at spekulere løs over for konkurrencemyndighederne have rettet henvendelse til os for at gå i dialog om de mange myter, som de bringer til torvs," sagde han i en skriftlig kommentar.
Kammeradvokatens særstilling møder atter kritik: "Ordning bør skrottes hurtigst muligt"
Relaterede artikler:
Kammeradvokaten finder forsvundne millioner i Kasi-sag
For abonnenter