Filippinsk tyfon kan være med til at starte retssager mod danske virksomheder
Tyfonen Haiyan, som hærgede Filippinerne i 2013, kan være med til at starte en bølge af klimasager mod CO2-udledende virksomheder.
Det forudser danske Jacques Hartmann, cand.jur. og forsker ved University of Dundee i Skotland, som er specialiseret i internationale retsforhold og menneskerettigheder.
Over for K-news forklarer han, at tyfonen på Filippinerne fik en gruppe privatpersoner til at lægge sag an mod 47 af verdens største CO2-udledere for at have forårsaget menneskerettighedskrænkelser på grund af medvirken til klimaforandringer.
Nu er den nationale menneskerettighedsorganisation i gang med at træffe afgørelse om, hvorvidt menneskerettighederne blev krænket.
Hvis sagen får det udfald, at virksomheder med deres CO2-udledning krænker menneskerettighederne, så har Jacques Hartmann svært ved at forestille sig, at det bliver sidste gang, privatpersoner sagsøger firmaer for at have krænket deres menneskerettigheder.
"Man kan godt forestille sig, at den slags sager også vil komme til Danmark, og det tror jeg ikke, at man har så meget fokus på. Hvis et dansk selskab – Mærsk for eksempel – udleder CO2 i et andet land, så kan man sagtens forestille sig, at privatpersoner lægger sag an, fordi deres rettigheder er blevet krænket. Det er det, den filippinske sag er ved at sætte i gang," siger Jacques Hartmann til K-news.
Han drager en parallel til retssagerne mod tobaksindustrien, der blev erstatningsansvarlig over for rygere, selvom industrien ikke oprindeligt overtrådte loven ved at sælge tobak. Men fra det tidspunkt, industrien var klar over, at tobakken var skadelig, var den erstaningsansvarlig.
Bech-Bruun og Kammeradvokaten øjner gyldne klima-muligheder
Trods klimafokus: Store danske advokathuse vil fortsat rådgive "sorte" kunder
Vestagers chefjurist: ”Jeg havde ikke kunnet få så mange udfordringer andre steder”