Bech-Bruun søsætter digital gør-det-selv-tjeneste

Som det første af landets store advokatkontorer lancerer Bech-Bruun nu en digital abonnementstjeneste fyldt med juridiske gør-det-selv dokumenter.
Det skriver Berlingske.
Den nye tjeneste går under navnet BB Smartdraft og har til formål at kunne udarbejde en lang række juridiske dokumenter for virksomheder og organisationer. Så længe man altså har købt sig adgang med et abonnement vel at mærke. Tjenesten er tænkt som et modsvar til de nye digitale forretningsmodeller og opstartsselskaber, der er begyndt at røre på sig og bryde med de traditionelle modeller i advokatbranchen.
"I dag er der en række teknologiske muligheder, hvor vi ser mange fordele i forhold til at kunne hjælpe vores kunder. Vi gør det derfor ikke for at opnå visse konkurrencefordele, men måske vil vi tabe på den længere bane, hvis ikke vi spiller med på den teknologiske udvikling nu," siger Christian Ejvin Andersen, adm. direktør i Bech-Bruun, der dog understreger, at det mere skal ses som en fremtidssikring, end det er, fordi man mærker presset fra de digitale spillere endnu.
BB Smartdraft dækker indtil videre ansættelsesret, selskabsret, M&A og compliance, og med den nye digitale tjeneste skal det gerne effektivisere arbejdsgangene i de virksomheder og organisationer, der benytter sig af dem. Selskabet har selv brugt systemet i sin HR-afdeling igennem længere tid og har set en reduktion i arbejdstiden med omkring 60 pct.