Professor: Højesteret er en ø – mest for mænd

Højesteret er ikke på omgangshøjde med det omgivende samfunds mål om ligestilling mellem kønnene, når kun hver fjerde højesteretsdommer er kvinde. Domstolene vil stå sig godt ved at feje for egen dør, mener Michael Gøtze, professor i forvaltningsret på Københavns Universitet.
"Højesteret skal ikke kun vise vejen for de øvrige domstole i retsstaten Danmark, men også gerne være et fyrtårn, der kaster lys ud i det danske samfund mere bredt. Det er derfor vigtigt, at landets højeste domstol er forbundet med det omgivende fastland og ikke bliver en øde ø," skriver han i et debatindlæg i Jyllands-Posten.
De seneste 20 år er andelen af kvindelige dommere i landsretterne steget fra 20 pct. til 43 pct., mens 59 pct. af dommerne ved landets byretter i dag er kvinder. For 20 år siden var 32 pct. af byretsdommerne kvinder.
I Højesteret er det imidlertid stadig de mandlige dommere, som er i klart overtal, hvilket man ifølge højesteretspræsident Thomas Rørdam er opmærksom på.
Den mandlige dominans i Højesteret harmonerer ifølge Michael Gøtze ikke med målet om ligestilling i samfundet generelt, og den står efterhånden også i skarp kontrast til de øvrige lag i dommerpyramiden.
"Det er et skridt i den rigtige retning, at problemet med ligestilling i Højesteret er åbent erkendt af højesteretspræsident Thomas Rørdam. De gode viljer er der. Det ændrer bare desværre ikke ved, at der sidder mange kvindelige dommere og venter under glasloftet. Landets højeste domstol er blevet til en ø – mest for mænd," lyder det fra professoren.
13 ud af 18 dommere i Højesteret er mænd
Dommerne skruer ned for bijob: "Det vigtige er, at tiden ikke går fra vores arbejde"