Skatteadvokat kritiserer ministerium for at mangle overblik over egne retssager
Der mangler overblik over, hvor mange sager der kører mellem borgere og skattemyndigheder ved de danske domstole. Skatteministeriet har således ikke været i stand til at oplyse antallet af verserende sager, hvilket kommer bag på næstformand for Folketingets Skatteudvalg, Joachim B. Olsen (LA), der havde efterspurgt oplysningerne.
Det skriver Berlingske.
Det møder kritik fra skatteadvokat Eduardo Vistisen, der er medejer af advokatfirmaet Vistisen Falk Winther.
"Det faktum, at Skatteministeriet ikke ved, hvor mange sager ministeriet er part i, illustrerer, hvor lidt Skatteministeriet er involveret i ministeriets egne sager, og hvor lidt ministeriet kontrollerer retssagerne. Jeg synes, det er et grundlæggende problem, at en myndighed ikke følger myndighedens egne retssager, da der er risiko for ansvarsforflygtigelse, ulovligheder og forøgede omkostninger," siger han til avisen.
Kammeradvokaten fører størstedelen af Skatteministeriets skattesager, og Berlingske beskrev tidligere på ugen, at ministeriet kun i sager "under særlig overvågning" løbende følger med. Det betyder ifølge avisen, at Kammeradvokaten oftest selv tilrettelægger og fører en sag på Skatteministeriets vegne.
Kammeradvokaten kan forvente mindst 187 mio. kr. i salær i udbyttesag
Relaterede artikler:
Kammeradvokaten løser færre opgaver for staten
For abonnenter