International skatterådgivning er en omdømme-fælde for advokater

Skatterådgivning er én af advokatbranchens mest risikable juridiske discipliner rent omdømmemæssigt.
Det er samtidig ét af de mest følsomme områder – så følsomt at flere af de store advokathuse takker nej til at fortælle om deres tanker og overvejelser – heriblandt også nogle, der ellers bekender sig til åbenhed.
Området er vanskeligt at navigere i, fordi den offentlige dagsorden er i konstant bevægelse: Det, der var i orden i går, er ikke i orden i dag.
Sådan er vurderingen fra flere branchefolk, der påpeger, at advokaterne har brug for mere end nogensinde at holde konstant fokus på at værne om omdømmet.
"International skatterådgivning er et højrisikoområde rent omdømmemæssigt," siger partner og advokat hos DLA Piper Georg Lett og henviser, at til nogle af de tv-udsendelser, der har taget emnet under kritisk behandling, har været katastrofale for branchens omdømme. Og verden ændrer sig hastigt.
"Tidligere var det sådan, at hvis det er lovligt, så er det i orden. Sådan er det ikke mere," siger Lett.
Man kan ikke vide, hvad der er over stregen
Den situation genkender man hos brancheorganisationen Danske Advokater. Ifølge direktør Paul Mollerup er advokatbranchens dilemmaer og udfordringer i forhold til omdømmet i dag især, at der ikke som tidligere er en klar og fast opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.
"Vi lever i en virkelighed med bevægelige mål. Opfattelsen af det rigtige eller forkerte ændrer sig konstant. Vi skal i langt højere grad end tidligere navigere i en diskussion om, hvad der egentlig er i orden. Tidligere var der et lighedstegn mellem, hvad der var lovligt, og hvad der var i orden. Den retstilstand er ikke længere gældende i forholdet til offentligheden. Man kan ikke længere definitivt vide, hvad der er over stregen, fordi der er forskellige streger. Hvis jeg af et medlem i vores forening blev bedt om at definere den inderste streg – dvs. offentlighedens perception – ville jeg ikke klart og tydeligt kunne sige, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden," siger Paul Mollerup.
Georg Lett nævner specifikt skattely som særligt risikabelt.
"Hvorfor kan man ikke rådgive om de hollandske og britiske skattely, som EU har gjort muligt? Hvad kan man gå ud og forsvare – og måske få én på skrinet. Spektret for hvad man kan forsvare i dag er ikke afklaret på nuværende tidspunkt," siger Lett.
Kompleksitet skaber svær kommunikation
En meget stor del af problemet ved international skatterådgivning i forholdet til offentligheden er områdets kompleksitet. Det stiller enorme krav til kommunikation og formidling – discipliner som advokatbranchen ikke har stor tradition for at beherske.
"På en række områder yder man rådgivning med stor kompleksitet og med omfattende internationale transaktioner. Det vil aldrig blive allemands eje at tale om. Det er meget komplicerede forhold, så indimellem opstår der komplikationer i forhold til den pressemæssige håndtering. Her har branchen en enorm udfordring med at kommunikere kort og klart. Det er et dilemma for os, og sagerne har da klart givet reflektioner i advokatbranchen," siger Paul Mollerup.
Berøringsangsten i forhold til det følsomme tema understreges tydeligt af, at flere advokatfirmaer ikke har haft lyst til at medvirke i denne artikel.
Omdømme tager tid at rejse
AdvokatWatch bedt en række advokatfirmaer om at fortælle om deres egne overvejelser på området, og om de mange dårlige sager i medierne har medført interne reflektioner, ændringer i praksis eller nye retningslinjer.
Georg Lett tror ikke, at der er hurtige genveje til genopretning af tilliden.
"Det enkelte advokatfirma må stramme op internt. At genvinde et omdømme tager væsentlig længere tid end at nedbryde det. Man må vise i praksis, at man har taget det alvorligt. Jeg tror, at mange nu går ind og laver interne retningslinjer. Men det afgørende er, at man har en ordentlig forretningsmoral. Hvis man har det, er det et spørgsmål om kommunikation at få det fortalt," siger Georg Lett, der vurderer, at forsigtigheden er steget og opmærksomheden skærpet.
"Som hovedregel vil man se, at man holder sig for øje, om skatterådgivningen tager udgangspunkt i en bestemt transaktion og dens konsekvenser, eller om rådgivningen tager udgangspunkt, i hvordan man finder de rette transaktioner til et bestemt skattemål. Jeg kan ikke sige præcis, hvor grænsen går, for det virkelige liv har utrolig mange nuancer," siger Lett.
Etik-retningslinjer på vej
Danske Advokater udarbejdede i 2014 sammen med SØIK, Skatteministeriet og Skat et sæt anbefalinger, der skulle guide advokatbranchen udenom de faldgruber, som international skatterådgivning indeholder – eksempelvis skattely-problemer. Det er retningslinjer, som er formuleret i overordnede rammer.
Der arbejdes på nye fronter for at styrke advokaternes omdømme gennem retningslinjer og etik. Advokatsamfundet nedsatte i 2017 en arbejdsgruppe, der skulle se på behovet for et formaliseret kodeks i overensstemmelse med Skattelovrådets anbefaling. Rådet, som tidligere af skatteministeren blev bedt om at se på, om de danske regler var tilstrækkelig robuste til at forhindre skatteunddragelse ved brug af skattely, udgav i marts 2018 en række vurderinger og anbefalinger.
Formanden for arbejdsgruppen, advokat, partner Kim Pedersen, Sirius Advokater, oplyser, at arbejdet fortsat er i gang.
"Jeg forventer, at det er afsluttet inden for kort tid."
"Fordrejning af debatten"
Netop skattely har fyldt meget i den offentlige debat, og danske rådgivere er ofte meget udskældte i den sammenhæng.
Men det er faktisk ikke fair, siger formanden for Skattelovrådet, advokat, dr.jur. Niels Winther-Sørensen fra advokatfirmaet Vistisen Falk Winther, som er specialiseret i skatterådgivning.
Skattelovrådet, der er nedsat af skatteministeren, har efter aftale med Folketingets partier undersøgt grænseoverskridende skatteunddragelse ved brug af skattely og skattelykonstruktioner mv.
"Det undrer mig, at man stadig kan anklage danske revisorer og advokater for rådgivning om skattely. Det er en fordrejning af debatten. I vores arbejde i Skattelovrådet har vi – baseret på oplysninger fra Skat – ikke fundet eksempler på nogen dansk advokat eller revisor, som har medvirket til rådgivning om skatteunddragelse i skattely," siger Niels Winther-Sørensen.
Fyret Bech-Bruun-advokat bliver ny partner i Lundgrens
Brancheforening: Det tager år at genoprette advokaters image
Relaterede artikler:
Fyret Bech-Bruun-advokat bliver ny partner i Lundgrens
For abonnenter