For få retssager blev i 2018 behandlet til tiden

Cirka halvdelen af de særlige volds-, voldtægts- og våbensager blev i 2018 behandlet inden for 37 dage.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU

Når en sag havner i retten, må der ikke gå for længe, før den bliver afsluttet. Men for mange af sagerne i byretten når ikke målene for, hvor hurtigt de skal afgøres.

Det viser årsrapporten fra Domstolsstyrelsen for 2018.

Rapporten viser samtidig, at især byretterne sidste år fik en ekstra stak sager. Således modtog byretterne sidste år 17 procent flere straffesager end året før.

Kristian Hertz, direktør i Domstolsstyrelsen, fortæller, at et øget arbejdspres har været medvirkende til, at byretterne ikke kan gennemføre så mange sager til tiden, som de gerne vil.

"Der er blevet ydet en stor og dedikeret indsats ved retterne. Produktiviteten er også steget ganske flot"

"Men givet, at der har været så mange sager og mange sager med stor tyngde – nævningesager og sager om økonomisk kriminalitet – har det selvfølgelig haft en betydning for målopfyldelsen, også på de øvrige områder," siger han.

Eksempelvis er der et mål om, at otte ud af ti nævninge- og domsmandssager skal behandles inden for fire måneder i byretten. Det er dog kun cirka seks ud af ti sager, der lever op til den sagsbehandlingstid.

Når aldrig op på 100

Kun ved 3 af 13 forskellige sagstyper i byretterne opfyldes målene for sagsbehandlingstiden. Ved 3 er de delvist opfyldt, og 7 mål er ikke opfyldt.

Dertil kommer de særlige VVV-sager, særlige voldssager, voldtægtssager og våbensager, hvor der er sat et politisk mål om, at de skal behandles inden for 37 dage.

Her er det kun omkring halvdelen, der afgøres inden for tidskravet.

Det går dog bedre med at nå at behandle VVV-sagerne inden for tidskravet. Således blev 57 procent af de særlige voldssager, 47 procent af voldtægtssagerne og 54 procent af våbensagerne nået til tiden i 2018.

Til sammenligning lykkedes det i henholdsvis 40, 29 og 48 procent af sagerne året før.

"Det er tilfredsstillende, at der er sket en markant forbedring af målopfyldelsen i forhold til VVV-sagerne," siger Kristian Hertz og tilføjer:

"Vi når aldrig op på en 100 procent-målopfyldelse. Der er en række forhold, hvor tiltalte bliver syge, der mangler forkyndelse, eller man udebliver fra retsmødet, der gør, at man aldrig kan nå fuldt i mål.

Der er i øjeblikket ikke noget krav til eller noget mål for, hvor hurtigt VVV-sagerne skal færdiggøres, når de bliver anket og havner i landsretten.

Domstolsstyrelsen har ingen opgørelse for, hvor hurtigt den type sager blev færdiggjort i landsretterne sidste år.

Ny model for domstolenes retsafgifter er på tegnebrættet 

Sø- og Handelsretten får ny retspræsident

Styrelse søger ny it-leverandør efter fyring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også