Søren Pape afviser at lade Ombudsmanden føre tilsyn med statens fuldmægtige

Folketingets Ombudsmand skal ikke føre tilsyn med de fuldmægtige, som skal møde i retten for staten. Det skriver justitsministeren i et svar til Folketingets Retsudvalg.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) afviser, at Ombudsmanden skal føre tilsyn med rettergangsfuldmægtige. | Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) afviser, at Ombudsmanden skal føre tilsyn med rettergangsfuldmægtige. | Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ønsker ikke, at Folketingets Ombudsmand skal føre tilsyn med de såkaldte rettergangsfuldmægtige, som er embedsmænd, der skal repræsentere staten ved domstolene, hvis lovforslaget herom bliver vedtaget.

Det fastslår han nu i et svar til Folketingets Retsudvalg, der har stillet ministeren spørgsmålet på foranledning af et brev fra Frederik Waage, dr.jur. og forskningsleder ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

Frederik Waage har i en længere periode været kritisk over for, at lovforslaget ikke fastlægger en uafhængig kontroladgang. Han fastholder det principielt vigtige i, at der etableres en regulær mulighed for at klage over statens rettergangsfuldmægtige.

”Når Folketinget ønsker en ordning, hvor statens rettergangsfuldmægtige i stor stil skal møde i retten parallelt med advokater, bør man også sikre en parallel kontrol med statens rettergangsfuldmægtige. Man bør ikke basere den nye ordning for statslig optræden ved domstolene på tillid alene," lyder det i et skriftligt svar til AdvokatWatch.

I brevet, som han sendte til Retsudvalget den 11. december, opfordrede han medlemmerne af udvalget til at stille et ændringsforslag, som skulle gøre det muligt for Folketingets Ombudsmand at føre det nødvendige tilsyn med de statslige fuldmægtige i retten.

”[...]det er meget vigtigt at indføre en retsgaranti om at kunne klage til Folketingets Ombudsmand over statens retssagsførelse,” står der blandt andet i brevet med henvisning til flere eksempler, der påviser, hvor retssikkerheden svækkes.

I forbindelse med høringen af lovforslaget har justitsministeren fastslået, at de rettergangsfuldmægtige heller ikke vil blive underlagt reglerne om god advokatskik, og de vil dermed ikke være omfattet af Advokatrådets tilsyn.

Men ministeren mener heller ikke, at der er anledning til at indføre en ny klageadgang gennem Ombudsmanden, blandt andet fordi det ”bør bygge på grundigere og bredere overvejelser, end der vil være mulighed for i forbindelse med ændringsforslag til lovforslaget,” som det lyder i svaret.

"Lovforslaget bygger imidlertid videre på de eksisterende regler herom”, skriver han videre og henviser til, at man ikke kan klage i de stituationer, hvor staten allerede i dag fører sager som selvmøder.

Justitsministeren afviser krav om prøve for embedsmænd, der skal møde i retten

Folketinget vil skærpe krav til embedsmænd, der skal møde i retten

Nyt lovforslag fjerner klageadgang til Advokatnævnet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også