Borgmester angriber forsvarsadvokat: "Hun går langt ud over, hvad der er en forsvarsadvokats opgave"

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), retter nu en hård kritik af forsvarsadvokaten Mette Grith Stage. Borgmesteren mener, Grith Stage er alt for tæt på banden Black Army, som Odense i længere tid har haft problemer med.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge Peter Rahbæk Juel spiller Mette Grith Stage en meget aktiv rolle for Black Army, og hun går langt længere, end hvad der er en forsvarsadvokats opgave.
"Hun har været ude og tale mod politikilder på vegne af banden, ligesom det også er kommet frem, at hun har lavet markedsføring i fængslerne målrettet bandemedlemmerne," siger Peter Rahbæk Juel til Ekstra Bladet.
1,3 mia til forsvarsadvokater
Kritikken kommer, efter at en ny rapport fra Justitsministeriet viser, at staten har udbetalt 1,3 mia. kr. i salærer og godtgørelse til forsvarsadvokater fra 2015 til 2017, og at kontrollen med honorarerne er begrænset. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil nu have strammet tilsynet med advokaterne.
Det fremgår ikke, om Mette Grith Stage er blandt de forsvarsadvokater, der hæver særligt store salærindtægter, men ifølge Ekstra Bladet får de store penge alarmklokkerne til at ringe for Peter Rahbæk Juel, der har noteret sig antallet af sager, Mette Grith Stage fører i Odense. Han mener ikke, Grith Stages "ageren sømmer sig i et retssamfund."

Mette Grith Stage
Mette Grith Stage oplyser til Ekstra Bladet, at det er længe siden, hun har repræsenteret klienter med tilknytning til Black Army og afviser at have optrådt som talsmand for banden.
"Det er noget, som Rahbæk Juel har fundet på, og eftersom han bliver ved med at råbe op om det, så snart han har muligheden, må jeg gå ud fra, at det er, fordi det giver ham opmærksomhed og stemmer," siger hun.
Forsvarsadvokater om nyt regeringsudspil: Det er en overreaktion