Dommerforening advarer politikere mod at blande sig i domstolenes arbejde

Dommere skal idømme langt strengere straffe, når forbrydere mishandler eller torturerer deres ofre ved at afklippe fingre, ører eller andre legemsdele.
Det siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen. Han vil indføre såkaldte "normalstraffe". Det betyder, at dommere bliver pålagt at idømme en vis minimumsstraf for grov vold og uagtsomt manddrab.
"Vi fastsætter normalstraffe, når man groft invaliderer eller vansirer offeret. Eller klipper legemsdele af. Her skal vi op i den øverste ende af strafskalaen," siger Preben Bang Henriksen.
Normalstraffe støttes ifølge Berlingske af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Derimod advarer Dommerforeningen politikerne mod at blande sig, når dommere idømmer straf.
"Det kan politikerne godt gøre. Men det er såre upraktisk. For man kan ikke lovgive om alle de tilfælde, der findes i domstolene. Alle sager er konkrete, og alle sager er meget forskellige," siger formand for Dommerforeningen Mikael Sjöberg til Ritzau.
I Danmark gælder magtens tredeling, så politikere laver lovgivning, men dommere dømmer.
Preben Bang Henriksen, som er advokat, afviser, at han går ind på dommernes gebet.
"Nej. Folketinget fastsætter lovene, og dommerne dømmer. Når vi indfører en lov, fordi man bevidst afklipper legemsdele, så skal straffen ligge i den øverste tredjedel eller fjerdedel," siger Preben Bang Henriksen.
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, ser ikke et demokratisk problem.
"Vi er den lovgivende magt. Når vi har fastsat nogle straframmer på forbrydelser på op til ni år og ser, at der i de groveste tilfælde idømmes straffe på tre år, så må vi forsøge at finde ud af, hvordan man bringer hele straframmen i anvendelse," lyder det fra Peter Kofod Poulsen.
"Derfor ønsker vi at diskutere normalstraf i denne type forbrydelser," siger han.
/ritzau/
Forsvarsadvokater retter skarp kritik mod justitsministerens initiativer
Skatteadvokat: Skat bryder mangeårig praksis med tonnageskat