26 danske advokatfirmaer drager til verdens største ejendomsmesse
Tirsdag lyder startskuddet til Mipim, som for 30. gang løber af stablen i Cannes i Sydfrankrig.
26 danske advokatfirmaer med samlet 84 advokater vil være repræsenteret ved jubilæumsudgaven af verdens største ejendomsmesse, viser en optælling, AdvokatWatch har foretaget. Tallene er trukket 7. marts fra messens officielle liste over de firmaer og advokater, der er registreret som deltagere.
Messen er et samlingspunkt for blandt andre investorer, projektudviklere og erhvervsmæglere. Der er med andre ord rig mulighed for at opbygge klientrelationer eller pleje sine forretningsforbindelser i selskab med nogle af de mest indflydelsesrige spillere fra den internationale bygge- og ejendomsbranche.
Danmarks største advokathuse tropper da også talstærkt op under den sydfranske sol. Kammeradvokaten, Bech-Bruun, Kromann Reumert, Gorrissen Federspiel, Plesner og DLA Piper stiller for eksempel tilsammen med 27 delegerede.
Flere specialistkontorer med fokus på fast ejendom som blandt andre Gangsted Advokatfirma og Winsløw Advokatfirma har også meldt deres ankomst. Sidstnævnte sender over halvdelen af partnerkredsen til Frankrig.
Skau Reipurth & Partnere, der blandt andet arbejder tæt sammen med en af verdens største ejendomsinvestorer i form af amerikanske Blackstone, har seks personer på deltagerlisten. Delegationen tæller seks ud af firmaets 13 partnere.
Det københavnske advokatkontor har i alt bistået Blackstone, der på få år har opbygget en milliardportefølje i Danmark, med over 30 transaktioner, der omfatter køb af mere end 70 ejendomme.
Relaterede artikler:
Ejendomsadvokater går efter hele porteføljer
For abonnenter