Silkeborg-advokater flytter og udvider
Advokatkompagniet, som ledes af advokaterne Lars Ole Frederiksen og Thomas Bøgild-Jakobsen, forlader Papirfabrikken i Silkeborg og flytter til ny adresse på Torvet 1A, skriver Midtjyllands Avis.
"Vi er vokset ud af vores nuværende lokaler. Tilgang af medarbejdere gør, at vi må flytte," siger Lars Ole Frederiksen til avisen.
I Silkeborg er firmaet otte jurister samt fire-fem advokatsekretærer og administrativt personale, og ifølge advokaten går det "over al forventning" i Silkeborg.
Virksomheden, der også har kontor i Aarhus, beskæftiger samlet cirka 50 medarbejdere og ansatte i sommer to nye advokater i Silkeborg.