Kolding-advokater flytter i flerbrugerhus

Andersen Partners flytter sammen med Nykredit ind i et nyt flerbrugerhus i Kolding. Dermed bliver advokathusets gamle grund ud til motorvejen overtaget af Kolding Kommune, der vil opføre en "markant bygning".
Nykredit og Andersen Partners flytter ind i 5700 kvm stort flerbrugerhus i Kolding. | Foto: Illustration: Arkitekt Jesper Thyge Brøgger.
Nykredit og Andersen Partners flytter ind i 5700 kvm stort flerbrugerhus i Kolding. | Foto: Illustration: Arkitekt Jesper Thyge Brøgger.

Nykredit og advokatfirmaet Andersen Partners flytter ind i det nye kontorhus Plinten, der opføres i Campus-området i Kolding midtby og skal stå klar i 2020. Ejendommen er nu tæt på fuldt udlejet. Det skriver Kolding Kommune i pressemeddelelse.

"I Andersen Partners ser vi frem til sammen med Nykredit at tage del i det spændende område, der de seneste år har udviklet sig i Campus-området med blandingen af finansielle virksomheder, liberale erhverv, rådgivere og uddannelsesinstitutioner og studerende," siger Jakob Ravnsbo, partner i Andersen Partners, i meddelelsen.

Når Andersen Partners flytter ind i det nye flerbrugerhus i 2020, frigøres selskabets nuværende grund på Nørreskovgårdsvej 40, der ligger ud til motorvejen, fremgår det.

Kolding Kommune overtager grunden, hvor der holdes fast i kommunens oprindelige planer om, at den skal huse en markant bygning, der profilerer byen ud mod motorvejen.

"Det er en god placering, der med den rette bygning har stor betydning for Kolding Kommune," oplyser kommunen i meddelelsen.

Det nye flerbrugerhus skal opføres i syv etager på den såkaldte Gimbel-grund på Buen 11, hvor der i dag ligger en rundbuehal, der har huset Kolding Maskinforretning, fremgår det.

Ejendommen bliver omkring 5700 kvm, og totalentreprenør Daugaard Pedersen mangler at udleje 800 kvm, før de kan kalde Plinten fuldt udlejet.

Kontorhuset kommer til at indeholde mødefaciliteter, kantine og opholdsarealer for bygningens brugere, fremgår det.

Plinten er tegnet af den odenseanske arkitekt Jesper Thyge Brøgger.

(Denne artikel er levet af vores søstermedie EjendomsWatch.)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også