AdvokatWatch

Legaltech-iværksætter går målrettet efter små og mellemstore firmaer

LEGALTECH: Mange virksomheder i den store underskov af mindre danske virksomheder fravælger juridisk rådgivning, der opfattes som dyr og besværlig. Det vil iværksætteren Simon Eklund og hans makker gøre op med i deres legaltech-virksomhed.

Foto: Frederik Jensen.

Der er for få små danske virksomheder, der får kompetent juridisk rådgivning, for den klassiske branche er både dyr og uigennemskuelig. Det betyder, at mange ender med at fifle med standardkontrakter og i værste fald ødelægge deres egen juridiske sikring.

Sådan lyder det fra den tidligere Kromann Reumert-advokat Simon Eklund, der har startet onlineplatformen Legaldesk med sin medstifter Anders Lyager Kaae, som har en fortid i blandt andet Bech-Bruun.

"Som lille virksomhed prøver man sig ofte frem med juraen, eller man gør ingenting, og når det er strengt nødvendigt, så går man til advokat. Juridisk sikring er et nødvendigt onde, det er ikke noget, man synes er særligt sjovt i små virksomheder," siger Simon Eklund.

Derfor satser Legaldesk på at få foden indenfor i den store underskov af mindre danske virksomheder, der hverken har inhouse-advokater eller aftaler med de store huse.

"SMV-segmentet udgør langt størstedelen af dansk erhvervsliv, men transaktionsværdien for den enkelte kunde er ofte for lav til de store advokathuse og til tider også for de små- og mellemstore advokatkontorer," siger han.

Legaldesk er en af de nye teknologiske virksomheder, der, som AdvokatWatch har beskrevet tidligere på ugen, forsøger at finde sin plads i den traditionelle branche.

Livet som SME

For at få foden ind hos de mindre erhvervsdrivende bliver en række dokumenter leveret gratis, eksempelvis er ansættelseskontrakter uden beregning.

"Erfaringen er, at når vores brugere har prøvet platformen, eksempelvis med en gratis ansættelseskontrakt, kommer de igen og køber andre dokumenter,” siger Simon Eklund.

Det understøtter også visionen i Legaldesk om at blive en naturlig del af klienternes liv, hvor man med data vil forsøge at forudse behov og udfordringer.

"SMV-virksomheder går typisk igennem en livscyklus og dermed en række standardiserede processer. De bliver stiftet, de skal vækstes, så skal de have medarbejdere, alt sammen forhold hvor der er behov for juridiske dokumenter. Vi kan grundlæggende forudse meget af det," siger Simon Eklund.

"Vi vil være de små virksomheders husjurist. Vi skal ikke bare levere en stringent juridisk ydelse, vi vil også tilbyde rådgivning rundt om, der hjælper folk til at komme helt i mål - også praktisk og administrativt," siger han.

Det betyder også, at der lægges vægt på, hvordan en juridisk rådgivning starter. For mens en advokat er interesseret i stiftelsen af et selskab, er kunden måske bare interesseret i at have et CVR-nummer at skrive på fakturaen.

Kommunikation som grundsten

Når man skal forklare juridiske tekster til mennesker uden advokatbaggrund, er det en fordel at kunne oversætte til almindeligt dansk, mener Simon Eklund.

"Vi har gjort den erkendelse, at vi som jurister og advokater er rigtigt gode til jura, men måske ikke altid så gode til at formidle det," siger Simon Eklund.

Derfor er en del af Legaldesks DNA, at en ikke-jurist skal løbe tekster igennem før udgivelse.

"Vi har et princip om, at en kommunikationsmedarbejder altid skal læse alle tekster igennem," siger han.

Han eksemplificerer:

"Det er selvsigende for os jurister, når man bruger ordet trangsbeneficium, men det er bare ikke åbenlyst for den almindelige dansker, da det er et fagterm og ikke et ord, der indgår i det daglige sprogbrug. En ikke-jurist vil derfor i mange tilfælde ikke vide, hvad der menes med dette begreb.”

Det har gjort sig gældende ved alle platformens artikler, der tæller over 400 og trækker 90.000 besøg om måneden.

Compliance-krav kan øge forretningen

Hvad der for mange mindre erhvervsdrivende kan være en hovedpine, er for Legaldesk en katalysator til vækst. Årets meget omtalte persondataforordning, GDPR, er blot ét eksempel på de stigende krav til compliance.

"Som frisør skal man jo også finde ud af, hvor meget personfølsomt data man ligger inde med, men det er måske de færreste, der sætter sig ned og læser alle GDPR-kravene igennem. Det er meget tids- og ressourcekrævende, og det skaber ikke værdi for de mindre erhvervsdrivende," siger Simon Eklund.

Her vil der altså være en mulighed for, at Legaldesk kan træde ind og rådgive en virksomhed løbende i processen – før det bliver strengt nødvendigt at gå til advokatkontoret.

"Det er rigtigt svært at starte en virksomhed op, hvis man bliver begravet i juridiske krav. Der kan vi løbende hjælpe til og sikre klienten," siger han.

Trussel for små advokatfirmaer

Platformen Legaldesk har i dag i omegnen af 19.000 brugere, fortæller Simon Eklund. Privatkunder står fortsat for en del, mens erhverv er stigende og det primære fokuspunkt. Adspurgt, hvad virksomheden kommer til at betyde for den etablerede branche, lyder svaret:

"De store advokathuse føler sig på ingen måde pressede af os. Vi opererer ikke i samme felt. Vi kan ikke og kommer for eksempel aldrig til at lave børsnoteringer eller andre komplekse juridiske opgaver, og advokathusene har ikke meget interesse i at lave enkelte ansættelseskontrakter for nye butikker. De synes ikke, der er noget i vejen med os."

Han fortsætter dog:

"Det er i højere grad de mindre advokatfirmaer, der kan se en trussel i os. Men der har vi også en række samarbejder med selskaber, der kan se, det er den vej, udviklingen går."

Teknologi og disruption rammer advokatbranchen

Relaterede

advokatwatch trial

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier