Hortens advokater bliver "youtubere"

Advokaterne hos Horten kan nu få testet deres skærmtække i firmaets nye tv-studie. Studiet er en "kraftig" investering, der skal være med til at brande og differentiere advokatfirmaet, fortæller forretningsudviklingschef Mads Rau-Kaufmann til AdvokatWatch.
”Der er mange, der ikke læser mange juridiske og tørre dokumenter, så det her en måde at differentiere os på,” siger Mads Rau-Kaufmann.
Tv-studiet har blandt andet resulteret i en række videoer og webinarer på selskabet nye Youtube-kanal, ligesom studiet også bliver brugt til live-udsendelser.
”Det er ikke nyt for os at give viden ud gratis, og vi holder også mange kurser og arrangementer. Vi gør egentlig det samme, som vi plejer at gøre, men med et nyt medie, som vi tror så meget på, at vi har valgt at investere i et studie,” forklarer han.
Hvor mange penge studiet konkret har kostet, ønsker Horten ikke at oplyse.
”Men et professionelt tv-studie med professionelt udstyr er ikke billigt,” lyder det fra forretningsudviklingschefen, der peger på, at den nye kanal også gør det muligt for Horten at nå nogle andre personer på.
"Video er et af de medier, vi skal være på. Det passer godt til os og den måde, vi gerne vil kommunikere på, så vi kan ramme vores målgruppe, hvor de er," siger han og tilføjer:
”Vi brander os på en helt anden måde, og vi rammer nogle, der ellers ikke ville have fundet vej til Horten, fordi videoerne dukker op på Google og Linkedin og andre forskellige steder, og folk linker til hinanden.”
Partnere sender live
Han bemærker grinende, at der dog ikke er tale om, at Horten er gået viralt med de nye videoer om blandt andet persondataloven og ferieloven.
”Men det er en måde at vise, hvem vi er på en uhøjtidelig måde, hvor vi kan møde klienterne i øjenhøjde og vise, at vi ikke kun er nogle, der sidder på vores kontor bag nogle dokumenter,” siger han.
Mads Rau-Kaufmann understreger, at tiltaget ikke bare er ”lirumlarum” på de sociale medier.
”Det er seriøst indhold med tunge emner. Det er leveret på en meget seriøs, men også uhøjtidelig måde,” siger han og forklarer, at der ligger stort arbejde bag hver film, hvor der bliver skrevet manuskript, og sekvenser bliver taget om, indtil til det fungerer optimalt.
”Det er ikke bare at gå derned og fyre noget af.”
Udover videoerne bliver der også sendt live fra studiet. Blandt andet sender de to partnere Line Markert og Rikke Søgaard Berth direkte fra studiet den første onsdag i hver måned, hvor der bliver talt om aktuelle kommunal- og forvaltningsretlige emner under en ”virtuel morgenkaffe.”
Horten-advokat træder ud af partners skygge: Jeg vil stå på egne ben
Frederikssund Kommune har takket ja til Hortens tilbagebetaling
Relaterede artikler:
Presseomtale preller af på Hortens nye managing partner
For abonnenter