AdvokatWatch

Andersen Partners opruster med kinesisk specialteam

Nyt team skal rådgive kommuner, offentlige institutioner og kinesiske virksomheder i forretningsudvikling

Advokat Xue Xue og Henrik Bornebusch skal stå i spidsen for ny satsning på kinesiske forhold i Andersen Partners. | Foto: Andersen Partners

Advokatfirmaet Andersen Partners opruster med en ny afdeling med fokus på kinesiske forhold. Afdelingen skal ledes af advokat Henrik Bornebusch, som tiltræder som ny partner i firmaet.

Den nye Chinese Desk skal assistere kinesiske virksomheder, kommuner og offentlige institutioner om forretningsetablering og forretningsudvikling, fremgår det af en opdatering på firmaets hjemmeside.

”En af de helt afgørende forudsætninger for succes i Kina er en grundlæggende forståelse for den store kulturelle forskel, der er mellem Europa og Kina og den måde, man driver forretning på. Det er ofte det, der går galt, når europæiske og kinesiske virksomheder og investorer laver forretning,” siger Henrik Bornebusch.

Andersen Partners med hovedkontor i Kolding har 100 medarbejdere og har også kontorer i København, Odense og Hamborg.

Henrik Bornebusch har i de seneste tre år drevet advokatfirmaet Factory Law i Odense, hvor han – med den kinesiske advokat Xue Xue i spidsen – har opbygget en dansk Chinese Desk. Bornebusch, Xue og advokatfuldmægtig Lonnie Petersen bliver nu en del af Andersen Partners.

Jon Stefansson, partner i Andersen Partners, siger om det kinesiske specialteam:

”Efterspørgslen efter juridisk rådgivning i høj kvalitet om kinesiske forhold samt rådgivning til kinesiske virksomheder og staten, der ønsker at etablere forretning i Danmark eller samarbejde med Danmark, stiger hele tiden. Derfor er Henrik Bornebusch og hans team en vigtig del af vores oprustning inden for strategisk vigtige internationale kompetencer”.

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Seneste nyt

AdvokatWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier