AdvokatWatch

Staten har brugt millioner på straffesager om Jakob Scharf og PET-bog

Jurister har brugt tusinder af timer på den tidligere PET-chefs udtalelser i en meget omtalt bog.

Straffesagerne mod den tidligere chef for PET, Jakob Scharf, og mod JP/Politikens Hus har kostet staten cirka 7,3 millioner kroner. | Foto: Linda Johansen

Straffesagerne mod den tidligere chef for PET, Jakob Scharf, og mod JP/Politikens Hus har kostet staten cirka 7,3 millioner kroner.

Det oplyser Justitsministeriet i et svar til Folketingets retsudvalg. Her har SF'eren Karina Lorentzen Dehnhardt ønsket at få besked om omkostningerne.

Affæren tager udgangspunkt i bogen "Syv år for PET – Jakob Scharfs tid", som forlaget People's Press udgav i oktober 2016. Heri udtalte den tidligere chef for efterretningstjenesten sig om en række konkrete sager.

PET anmeldte ham til Københavns Politi for overtrædelse af tavshedspligten, og samtidig gik Kammeradvokaten i aktion og fik nedlagt et fogedforbud mod bogen.

Byretten nedlagde et forbud, fordi en dommer vurderede, at bogen muligvis kunne indeholde fortrolige oplysninger af betydning for statens sikkerhed og rigets forsvar.

Imidlertid reagerede dagbladet Politiken ved at offentliggøre hele bogen som særsektion.

I en privat straffesag, som PET anlagde, er JP/Politikens Hus blevet idømt en bøde på 250.000 kroner, ligesom chefredaktør Christian Jensen er blevet straffet med en bøde på 100.000 kroner, fordi man blæste på dommerens afgørelse og ikke ventede på, at spørgsmålet om et forbud blev behandlet i landsretten.

Denne sag og en anden har betydet regninger på i alt 1,7 millioner kroner fra Kammeradvokaten, fremgår det af svaret.

Men den straffesag, som Københavns Politi og Statsadvokaten beskæftigede sig med og rejste mod Jakob Scharf, har været dyrere og mere omfattende.

Efter forberedelsen var der 17 retsmøder i Københavns Byret, som nåede frem til, at Scharf var skyldig i at have overtrådt sin tavshedspligt i en række konkrete tilfælde.

I Østre Landsret blev der derefter brugt 18 retsmøder, før Scharf i februar i år blev frifundet. Kun på ét punkt var han gået for langt, fastslog retten.

Ellers manglede der i den grad beviser for, at den tiltalte havde overtrådt straffeloven. Noget af tiltalen handlede om selvfølgeligheder, sagde retsformanden – for eksempel at bagage nogle gange bliver undersøgt diskret i lufthavnen.

Overordnet ville landsretten ikke affinde sig med generelle udtalelser fra den nuværende chef, Finn Borch Andersen, om, at Scharf havde begået ulovligheder. Der var ingen skriftlig dokumentation for, at konkrete oplysninger i bogen var klassificeret som fortrolige af PET.

Anklagemyndigheden opgav at søge om tilladelse til at føre straffesagen videre til Højesteret.

I svaret til SF'eren nævner Justitsministeriet, at domstolene har brugt cirka 1,6 millioner kroner på sagerne, og at Scharfs forsvarere har fået et salær på 1,2 millioner kroner.

Anklagemyndigheden har brugt nogle tusinde arbejdstimer, hvilket løber op i 2,4 millioner kroner.

Hos PET er der tavshed. Man har ikke registreret den arbejdstid, der er gået med sagen. Men i øvrigt mener PET ikke inden for rammerne af en folketingsbesvarelse at kunne "besvare spørgsmål om efterretningstjenestens arbejde, som kan sige noget om tjenestens kapaciteter".

Rigsadvokat opgiver at få sag mod Jakob Scharf for Højesteret

Tidligere PET-chef får oprejsning i straffesag om tavshedspligt

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AdvokatWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier