Dommere afviser ikke retsmøder om aftenen

Situationen er kritisk, siger dommernes formand om voksende sagsbunker. Han håber på en genåbning snart.
Mikael Sjöberg, formand for dommerne. | Foto: Jens Dresling
Mikael Sjöberg, formand for dommerne. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Landets dommere står og tripper for at komme i gang med retsmøder igen og vil ikke på forhånd afvise at afvikle retsmøder i weekender og om aftenen, sådan som formanden for Folketingets retsudvalg har foreslået.

"Dommerforeningen er fleksibel og åben i sin tilgang. Men det skal forhandles nærmere med Domstolsstyrelsen og med retspræsidenterne," siger Mikael Sjöberg, der er formand for dommerne.

"Vi vil gerne i gang med at afholde retsmøder, hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Men jeg kan ikke forestille mig, at vi er oppe på fuldt blus straks ved en genåbning. Man vil næppe kunne holde retsmøder i alle retssale," siger han.

Landets dommere håber, at domstolene er med i næste genåbningsfase. Der er allerede lagt detaljerede planer i de enkelte retter for, hvordan det kan gøres, oplyser Mikael Sjöberg.

Preben Bang Henriksen (V), der er formand for Folketingets retsudvalg, mener, at situationen nærmer sig det katastrofale, fordi et stort antal retssager er blevet udsat siden domstolenes nedlukning 12. marts. Der er altså udsigt til stærkt forsinkede afgørelser.

"Katastrofal er ikke et ord, jeg vil bruge. Men situationen er kritisk," siger Mikael Sjöberg.

"Domstolene indtager en meget væsentlig samfundsmæssig funktion. Domstolene bør fungere," siger han.

I retssikkerhed indgår også, at sager afgøres inden for en rimelig tid. Og flere steder er retssikkerheden udfordret på grund af de voksende sagsbunker, mener Mikael Sjöberg.

Et af spørgsmålene er ifølge dommerformanden, om domstolene skal åbne efter den model, der gælder for skolerne med et stærkt øget fokus på hygiejne og afstand. Og om dommere og andre ansatte så skal arbejde i to- eller treholdsskift?

Under nedlukningen har der trods alt været nogen aktivitet i retsvæsenet. Der er gang i sagsbehandlingen af en række civile retssager med udveksling af skriftlige indlæg og med telefonmøder. I flere tilfælde har dommere tilbudt forligs- og retsmægling på telefonen. Desuden er visse konkurssager og sager om varetægtsfængsling blevet behandlet.

Derimod er et stort antal straffesager udsat. Før påske var der således alene i Retten i Aarhus blevet udskudt cirka 200 retssager, oplyste retspræsident Bodil Ruberg til Ritzau.

Når retsvæsenet åbner igen, er kalenderen allerede fyldt med andre sager, som for længst er berammet. Spørgsmålet er derfor, hvornår og hvordan de udsatte sager kan få en afgørelse.

Venstre: Domstole kan afgøre sager i weekender og om aftenen

Presset stiger på regeringen for at genåbne domstolene 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også