Advokat får endnu en bøde til samlingen

Advokatnævnet har givet advokat Karoly Németh en bøde på 100.000 kr. for at bryde tavshedspligt. Advokaten, der flere gange tidligere har været i karambolage med nævnet, vil nu indbringe sagen for byretten.
"De oplysninger er ikke mere fortrolige, end du kan gå ned at hente dem selv i retten i form af retsbøger," siger Karoly Németh, som vil indbringe afgørelsen for byretten. | Foto: Joachim Adrian
"De oplysninger er ikke mere fortrolige, end du kan gå ned at hente dem selv i retten i form af retsbøger," siger Karoly Németh, som vil indbringe afgørelsen for byretten. | Foto: Joachim Adrian
Af Ritzau

Advokat Karoly Németh har videregivet oplysninger om sin klient, der var underlagt tavshedspligt.

Det konkluderer Advokatnævnet i en afgørelse, hvor det pålægger ham at betale en bøde på 100.000 kroner til statskassen.

Det skriver Ekstra Bladet, og afgørelsen fremgår ligeledes af Advokatnævnets hjemmeside.

Ifølge avisen videregav advokaten de ellers tavshedsbelagte oplysninger i forbindelse med en strid mod en klient.

Striden opstod, da Némeths tidligere klient ifølge Advokatnævnet ikke betalte for de ydelser, som Karoly Németh havde leveret.

Ifølge Ekstra Bladet drejede det sig om en faktura på 218.750 kroner inklusiv moms, som klienten ikke betalte.

Det endte med, at advokaten i september 2016 indgav en konkursbegæring mod sin klient og et år senere meldte klienten til politiet for bedrageri.

I anmeldelsen til politiet videregav advokaten dog fortrolige oplysninger om klienten, mener nævnet. Blandt andet kontoudskrifter, som han fik udleveret af den tidligere klient, da han repræsenterede ham.

Materialet var derfor givet til Németh i fortrolighed. Det var i "vidt omfang" irrelevant for, at Németh kunne forfølge sit krav over for den tidligere klient, finder nævnet.

Nævnet skriver, at en advokat har tavshedspligt i forhold til alle oplysninger, hans klient deler med ham som led i advokatens arbejde for klienten.

"Dette gælder som udgangspunkt også, selv om de pågældende oplysninger måtte være blevet offentliggjort og tilgængelige for andre," lyder det i afgørelsen.

Karoly Németh fortæller til Ekstra Bladet, at han ikke er tilfreds med afgørelsen, og at han vil indbringe den for byretten.

"De oplysninger er ikke mere fortrolige, end du kan gå ned at hente dem selv i retten i form af retsbøger. Det er bilag, der alle sammen har været fremlagt i retten," siger han.

Advokaten har flere gange tidligere fået bøder af Advokatnævnet. Blandt andet gav nævnet ham en bøde for i 2017 at have sendt grove kommentarer på Facebook til en sagsøger i en sag, som Németh selv var advokat i.

Den bøde lød også på 100.000 kroner, og Østre Landsret stadfæstede i december sidste år afgørelsen.

Karoly Németh skal betale 100.000 kr. til Advokatnævnet

Advokat får bøde for at fornærme dommer 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også