Retssag om Ebh Bank ruller videre i Højesteret

Tidligere direktør i Ebh Bank er ikke færdig med retssystemet. Nu skal han forsvare sig i Højesteret.
Foto: Niels Hougaard/ERH/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Hougaard/ERH/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den tidligere direktør i Ebh Bank, Finn Strier Poulsen, afkræves 100 millioner kroner af Finansiel Stabilitet. Det sker, fordi det statslige selskab har besluttet at anke Vestre Landsrets dom, der blev afsagt 31. januar, til Højesteret.

Ved landsrettens dom blev Finn Strier Poulsen dømt til at betale to millioner i erstatning. Det var meget langt fra påstanden. Den lød på 550 millioner kroner.

Finansiel Stabilitet oplyser onsdag, at man har besluttet at forfølge sagen i Højesteret. Men beløbet er altså nu på 100 millioner kroner, og det skyldes, at Strier Poulsen skal have handlet ansvarspådragende i fire bestemte forhold, som førte til tab, fremgår det af en pressemeddelelse.

Det statslige selskab har derimod opgivet at anke vedrørende de mange andre oprindeligt sagsøgte fra direktion, bestyrelse og den eksterne revision.

Retssagen er en ud af en håndfuld, som Finansiel Stabilitet har anlagt mod ledelser i pengeinstitutter, som er krakket. 

Sagen om Ebh Bank svulmede så meget op i omfang, at det blev den hidtil mest omfattende nogensinde ved Vestre Landsret. Der blev afviklet 149 retsmøder, og advokater og dommere kiggede på 80.000 siders bilag.

Det markante nederlag indebar, at Finansiel Stabilitet blev pålagt at betale sagsomkostninger - altså udgifter til de sagsøgtes advokater - på 121 millioner kroner.

På fredag afsiges i øvrigt dom i en af de andre sager. Den angår Løkken Sparekasse.

Ni advokater deler EBH-salær på 121 millioner

Opfordring til Finansiel Stabilitet fra EBH-advokat: Læs afsnittet om sagsomkostninger meget grundigt

Advokater har fået 700 millioner i statens opgør om tab i banker

Staten taber retssag mod bank om 550 millioner

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også