AdvokatWatch

Dommer bliver formand for undersøgelseskommission

Peter Mørk Thomsen, der er dommer i Østre Landsret, skal stå i spidsen for den såkaldte Instrukskommission. Han får blandt andet selskab af flere advokater.

Landsdommer Peter Mørk Thomsen fra Østre Landsret er udpeget som formand for Instrukskommissionen. Foto: Mads Claus Rasmussen//

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har onsdag nedsat en undersøgelseskommission, der skal undersøge tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) instruks om at adskille asylpar.

Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Nick Hækkerup har udpeget landsdommer Peter Mørk Thomsen fra Østre Landsret som formand for Instrukskommissionen.

Advokat Torkil Høg, der er partner i advokatfirmaet Bach Advokater, og Louise Halleskov, lektor på Juridisk Institut på Aarhus Universitet, er udpeget som medlemmer af undersøgelseskommissionen.

Desuden er advokat Lars Kjeldsen, partner i advokatfirmaet Nyborg & Rørdam, udpeget som udspørger for kommissionen.

Kommissionen skal arbejde hurtigt og får halvandet år til at undersøge sagen.

Til sammenligning brugte eksempelvis Statsløsekommissionen, der undersøgte Integrationsministeriets brud på FN-konventionen om statsløses rettigheder, fire år og fem måneder på arbejdet.

Skattesagskommissionen undersøgte ministres og myndigheders rolle i forbindelse med skattesagen mod forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Den arbejdede i to år og 11 måneder.

Sagen om den ulovlige instruks drejer sig om den tidligere regerings ageren i forhold til at adskille asylpar, hvor den ene var under 18 år gammel.

Der har været rejst mistanke om, at Inger Støjberg bevidst gav en ulovlig instruks om at adskille asylpar uden at foretage en individuel vurdering.

Instrukskommissionen har fået til opgave at redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for, om myndighederne håndterede sagerne efter de forvaltningsretlige regler og principper og Danmarks internationale forpligtelser.

Minister udpeger gruppe der skal kulegrave teledatasagen

Advokatsalærer i undersøgelseskommission om Skat slår alle rekorder

Relaterede

advokatwatch trial

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier