AdvokatWatch

19 kommuner sagsøger staten: Fejl har kostet 737 mio. kr.

Kommunerne bag søgsmålet har hver især betalt 300.000 kr. i advokatudgifter i historisk tvist mellem kommuner og stat om udligningsfejl, hvor Jammerbugt og Lolland Kommuner bliver prøvesager.

Jammerbugt Kommune bliver sammen med Lolland Kommune prøvesag i historisk tvist mellem kommuner og stat om udligningsfejl. | Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

19 kommuner er ved at lægge sidste hånd på et søgsmål mod staten for fejl i udligningssystemet.

En stævning vil blive indleveret ved Københavns Byret om få dage, oplyser advokat Anker Laden-Andersen.

Han repræsenterer kommunerne, der anslår, at de samlet set har tabt 737 mio. kr. i årene 2017 og 2018.

"Vi har fundet to kommuner – Jammerbugt og Lolland – der er repræsentative for problemstillingen, og som vi vil køre som prøvesager," siger Anker Laden-Andersen.

Sagsøgerne vil arbejde for at få sagen behandlet ved Østre Landsret som første instans. Alternativt i Københavns Byret med tre byretsdommere.

Kommunerne mener, at de har tabt penge på en fejl i udligningssystemet. Det er det system, der fordeler midlerne mellem landets 98 kommuner ud fra nogle fastsatte kriterier.

Fejlen består ifølge de sagsøgende kommuner i, at udlændinges uddannelsesniveau ikke er blevet registreret.

Det har ifølge kommunerne ført til, at kommuner med mange veluddannede udlændinge har fået for store tilskud, mens kommuner med mange udlændinge uden uddannelse har fået for lidt.

"De synspunkter, stævningen bygger på, kan findes direkte i forarbejderne og formålet til loven," siger Anker Laden-Andersen.

Kommunerne gør gældende, at de allerede i 2014 gjorde staten opmærksom på fejlen.

"Man kunne efter vores mening have undgået problemstillingen, ved at man dengang ofrede et ganske lille beløb til at få Danmarks Statistik til at lave en rigtig opgørelse, så man kunne administrere efter loven."

"Det fravalgte man," siger Anker Laden-Andersen.

Fejlen i udligningssystemet er rettet med virkning fra 2019.

De kommuner, der står til at miste penge fremadrettet, er blevet kompenseret med en ekstra pose penge.

Men de kommuner, der tidligere har fået for lidt, står tilbage med en lang næse, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S), Lolland Kommune.

"Det her er så stor en uretfærdighed, at vi er nødt til at køre en sag," siger han.

Han kan godt forsvare at bruge 300.000 kr. fra kommunekassen til advokatomkostninger – muligvis mere, hvis kommunerne taber sagen.

"Jeg står fuldt på mål for det, og jeg har byrådet bag mig," siger han.

Borgmesteren håber dog til det sidste, at en ny regering vil tilbyde kommunerne en "mindelig løsning", så søgsmålet kan aflyses.

Statens advokat, Kammeradvokaten, har tidligere udtalt, at der ikke er noget at komme efter.

Kommunerne bag søgsmålet har hver især betalt 300.000 kroner i advokatudgifter.

Anker Laden-Andersen forventer, at sagen tidligst vil kunne blive behandlet ved retten i løbet af 2020.

Sagsanlæg mod staten på vej fra 20 kommuner

Jurister kritiserer staten for at lade advokatfirmaer optræde med to kasketter 

Mere fra AdvokatWatch

Medstifter af nyt advokatkontor har flere jern i ilden

Stine Dahl har sat sig for at banke en advokatforretning op, som på sigt skal vokse sig større. Ved siden af er hun konsulent, direktør og medejer af et marketingbureau og podcaster. Men det kan sagtens lade sig gøre, siger advokaten, der har tre børn.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier