Højesteret giver EY medhold i sag mod staten

Medvind til revisionsselskabet Ernst & Young i opgør om sagsomkostninger efter retssag om Roskilde Bank.
Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Borberg.
Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Borberg.
AF RITZAU

Et statsligt selskab skal betale i alt cirka 20 mio. kr. i sagsomkostninger til revisionsselskabet Ernst & Young, som blev frifundet i den store retssag om Roskilde Bank.

Det er facit efter en dom, som Højesteret har afsagt onsdag. Tidligere havde Østre Landsret fastsat et langt lavere beløb.

Ernst & Young har brugt godt 45 mio. kr. på udgifter til advokater under den historiske retssag, fremgår det af dommen, men får altså kun dækket godt halvdelen.

Sagsomkostningerne skal betales af Finansiel Stabilitet (FS), som er statens selskab, der rydder op efter kuldsejlede pengeinstitutter.

Efter at Roskilde Bank gik ned, rejste det statslige selskab krav om erstatning på i alt 1 mia. kr. af den tidligere direktion, bestyrelse og af revisionsselskabet Ernst & Young. Påstanden var, at banken blev drevet på uforsvarlig vis, og det blev også hævdet, at revisorerne havde et ansvar.

Finansiel Stabilitet led dog nederlag. I november 2017 frifandt Østre Landsret samtlige sagsøgte.

FS har dog besluttet at gå videre. I ankesagen ved Højesteret er kravet sat ned til 375 mio. kr., og man har opgivet at få Ernst & Young dømt.

Derefter har der udspillet sig et opgør om sagsomkostningerne, og det er dette spørgsmål, som fem dommere i Højesteret onsdag har udtalt sig om.

Dels skal Finansiel Stabilitet friholde revisionsselskabet og to sagsøgte revisorer for fem mio. kr., som Ernst & Young oprindeligt blev pålagt at betale til statskassen.

Og dels hæves det beløb, som FS skal betale den sejrende modpart, fra 9 mio. kr. kr. til godt 15 mio. kr. På bundlinjen står altså, at det statslige selskab skal af med cirka 20 mio. kr. i alt.

FS har anlagt en stribe retssager om ansvar efter pengeinstitutters forlis, og de retlige opgør har betydet enorme udgifter til advokater.

Finansadvokat efter dom i Højesteret: Opgør efter krisen er slanket til enkeltsager

Efter højesteretsdom: Oprydder er optimistisk om nye sager mod bankledelser

Advokat og øvrig bankledelse dømt til at betale erstatning til staten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også