AdvokatWatch

Ny model for domstolenes retsafgifter er på tegnebrættet

I en ny betænkning lægger Retsplejerådet op til at forenkle reglerne omkring retsafgifter. Det skal blandt andet gøre det nemmere for domstolene at beregne og opkræve pengene.

Foto: Colourbox

Retsplejerådet, der rådgiver Justitsministeriet, foreslår at indføre faste retsafgifter for at forenkle reglerne på området.

Det sker i en ny betænkning, som rådet har udarbejdet på Justisministeriets opfordring, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Retsplejerådet har undersøgt mulighederne for at forenkle de afgifter, der betales til domstolene for at behandle civile retssager, fogedsager, skiftesager mv. I betænkningen anbefaler rådet blandt andet, at de retsafgifter, der i dag udgør en procentdel af en sags værdi, afløses af faste beløb.

"Forenklingerne har til hensigt at gøre det lettere for sagens parter at forstå og anvende reglerne. De foreslåede ændringer skal samtidig gøre det enklere for domstole at beregne og opkræve retsafgifter," skriver ministeriet i meddelelsen.

For eksempel foreslås det at ændre retsafgiften ved sagsanlæg om mellem 50.000 og 100.000 kr. til en fast afgift på 750 kr. I dag lyder afgiften på 1,2 pct. af kravet plus 150 kr. i sådanne sager.

Derudover foreslår Retsplejerådet at videreføre flere hovedprincipper for retsafgiften i civile retssager, som blev gennemført i 2005. Blandt andet skal der stadig være en lav retsafgift i sager om mindre krav samt et loft for retsafgiften.

Retsplejerådets formand, højesteretsdommer Lars Hjortnæs, har onsdag afleveret betænkningen til justitsminister Søren Pape Poulsen (K), og den er nu sendt i offentlig høring. På baggrund af betænkningen og høringssvarene vil der blive taget stilling til, hvorvidt der skal fremsættes et egentligt lovforslag, fremgår det.

Straffelovråd får nyt liv til foråret

Pape udvander forslag om embedsmænd ved domstolene 

Civilstyrelsen får ny direktør 

Mere fra AdvokatWatch

Ugens bedste historier på AdvokatWatch

Efterårsferien blev skudt i gang med nyheden om, at Horten får ny ledende partner til nytår. Derudover satte undersøgelse fokus på danskernes holdning til lokale advokater, mens afsat kurator fik lov til at bringe Højesteret på banen efter "vidtgående" afgørelse.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier