AdvokatWatch

Bech-Bruun: Ansvaret for habilitet ligger ifølge udbudsloven hos Skatteministeriet

Da opgaven om at lave en advokatundersøgelse af hele udbytteskandalen i Skat blev sendt i udbud, var Skatteministeriet ifølge udbudsloven derefter også forpligtet til at vurdere advokatfirmaernes habilitet, skriver Bech-Bruun til Advokatnævnet ifølge Berlingske.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V). | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Advokatfirmaet Bech-Bruun og skatteminister Karsten Lauritzen (V) har længe været uenige om, hvis ansvar det var at sikre, at advokatfirmaet var habilt, da firmaet i 2017 vandt opgaven om at udarbejde en undersøgelse af sagen om udbytteskat.

I et svar på den klage, som skatteministeren sendte til Advokatnævnet 21. december, svarer Bech-Bruun ifølge Berlingske, at ansvaret ligger hos Skatteministeriet. Skatteministeriet krævede i udbuddet, at firmaerne var habile og ikke havde haft en klient, der havde noget med udbytteskattesagen at gøre.

Men af tilbuddet fra Bech-Bruun fremgik det også, at Bech-Bruun havde "ydet assistance" til udenlandske pensionsinstitutter og banker, der kunne knyttes til "udbytteskattemæssige konsekvenser af forskellige transaktioner". Mens Bech-Bruun ifølge Berlingske anerkender, at advokaten har ansvaret for, at de advokatetiske regler overholdes, henviser advokathuset samtidig til udbudsloven.

Eftersom Skatteministeriet i udbuddet havde krævet, at firmaerne skulle være habile for at påtage sig opgaven, var Skatteministeriet ifølge udbudsloven også forpligtet til at vurdere advokatfirmaernes habilitet, skriver Bech-Bruun til Advokatnævnet ifølge avisen.

"Disse oplysninger skulle Skatteministeriet sammenholde med de oplysninger, som Skatteministeriet og Skat havde om, hvilke personer og selskaber som var mistænkt for at være involveret i den formodede svindel," skriver Bech-Bruun ifølge Berlingske.

I en vurdering af hvor ansvaret ligger, oplyser professor Steen Bønsing, der har specialiseret sig i forvaltningsret, til avisen, at "det vender nok lidt begge veje". Hverken Bech-Bruun eller skatteministeren har yderligere kommentarer, skriver mediet.

Bech-Bruun undrer sig over Skatteministeriets forskelsbehandling af advokater

Forsker i interessekonflikter: Bech-Bruun gjorde hvad man kunne for at sikre habilitet

Bech-Bruun slår tilbage mod skatteministeren i udbyttestrid

Bech-Bruun afviser at stå på mål for sine advokaters ageren i udbyttesag 

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier