Bech-Bruun slår tilbage mod skatteministeren i udbyttestrid

Bech-Bruun retter skarp kritik af skatteministeren og Skatteministeriet. Det skriver Berlingske.
Efter firmaets mening har skatteminister Karsten Lauritzen (V) og hans embedsmænd forsømt at forsyne advokatkontoret med relevante oplysninger til brug for tjek af habilitet i den meget omtalte udbyttesag, hvor Bech-Bruun beskyldes for inhabilitet.
Det fremgår af Bech-Bruuns svar til Skatteministeriets klage til Advokatnævnet over advokatfirmaet og dets advokatskik i forbindelse med sagen, som avisen er i besiddelse af.
Advokatfirmaet har haft en dobbeltrolle i sagen, fordi det på den ene side rådgav udenlandske banker og pensionskasser om refusion af udbytteskat og i 2017 blev sat til at lave en uvildig advokatundersøgelse af udbytteskattesagen.
Bech-Bruun afviser dog beskyldningerne om inhabilitet. I stedet peger firmaet på, at Skatteministeriet nægtede at udlevere navne på personer og virksomheder, der var mistænkt for svindel, da advokathuset i foråret 2017 vandt opgaven med at foretage undersøgelsen i sagen om svindel med udbytteskat for flere milliarder kroner.
Det gjorde det umuligt for Bech-Bruun at opdage potentielle interessekonflikter, mener firmaet.
"(...) Skatteministeriet må have været klar over, at ministeriets beslutning om ikke at dele information om de mistænkte i hvert fald med det vindende firma satte de bydende i en meget vanskelig situation i relation til konflikttjekket," lyder det i svarskriftet til Advokatnævnet.
"Bech-Bruuns habilitetsundersøgelse måtte (...) gennemføres uden kendskab til, hvem Skat mistænkte for svindel, hvilket ikke kan lægges Bech-Bruun til last," hedder det videre.
Sagen har blandt andet fået skatteminister Karsten Lauritzen (V) til at kræve salæret på 3,5 mio. kr. for den uvildige advokatundersøgelse tilbage.
I et skriftligt svar til Berlingske skriver ministeren, at det undrer ham, at Bech-Bruun kritiserer Skatteministeriet for at have fulgt Advokatrådets advokatetiske regler, hvor det fremgår, at det er den bydende advokats ansvar at sikre, at der ikke er eller kan opstå habilitetsproblemer.
Bech-Bruun afviser at stå på mål for sine advokaters ageren i udbyttesag
Udbytteskattesagen: Bech-Bruun underbød Halling-Overgaard med otte millioner
Skatteminister kræver millionsalær tilbage fra Bech-Bruun
Skatteminister undersøgte om Bech-Bruun kunne fjernes fra at granske udbyttesag