Kurator tager salærstrid med Kammeradvokaten til landsretten

Kuratorstriden mellem advokat Kristian Elvang-Gøransson fra Elvang & Partnere og Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten fortsætter nu i landsretten.
Det sker efter Kristian Elvang-Gøransson har kæret en kendelse fra skifteretten til Østre Landsret om en salærindstilling i et konkursbo, hvor begge parter har været kuratorer. Det skriver Berlingske Business mandag.
Striden drejer sig om salærer i konkursboet efter Windpark Iven ApS, som er en del af den krakkede Sandgaarden-koncern. Windpark Iven gik konkurs for ti år siden, og Kristian Elvang-Gøransson har blandt andet kritiseret Boris Frederiksen for at kræve for mange penge i salær og for at bruge for lang tid på opgaven.
I sit kæreskrift, som Berlingske Business har set, går Kristian Elvang-Gøransson også i detajler med Kammeradvokatens timepriser, som han mener er alt for høje i forhold til de takster, der er aftalt med Finansministeriet. Her har kuratoren regnet sig frem til, at Kammeradvokaten i Windpark Iven-konkursboet har taget en gennemsnitlig timepris på 3.220 kr. Ifølge Berlingske Business er timesatsen for de højest betalte partnere på 2.400 kr. i henhold til Finansministeriets aftale med statens advokat, mens en junioradvokat står til 1.600 kr. i timen.
Kontrakten mellem staten og Kammeradvokaten omfatter ikke konkurser, der er reguleret af konkursloven. Derfor mener Boris Frederiksen heller ikke, at det giver mening, at sammenligne hans salærindstilling i forbindelse med Windpark Iven-konkursboet med de timesatser, der gælder i henhold til aftalen mellem Kammeradvokaten og staten.
"Aftalen med staten dækker netop ikke denne type arbejde. Det relevante sammenligningsgrundlag er derfor prisen på denne type ydelser i markedet. Der er eksempler på konkursboer med lavere "timepriser" og eksempler på konkursboer med højere "timepriser", skriver Boris Frederiksen i en mail til Berlingske Business.
Her påpeger han, at "Elvang sammenligner æbler og pærer", og at timeprisen ikke er 3.220 kr., som Kristrian Elvang-Gøransson mener, men derimod på 2.900 kr.
Kristian Elvang-Gøransson har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere overfor Berlingske Business.
Kammeradvokaten vinder sag om salær i konkursbo
Kammeradvokatens formand i slagsmål med medkurator om salær
Anklage: Kammeradvokaten har brugt 335 timer på konkursbo der kun krævede 90
Boris Frederiksen går efter at indkræve Kasi-millioner fra Pandora