Forsvarer nægtet adgang til USA: Arbejde i terrorsag kan være forklaringen

Advokaten Jesper Storm Thygesen har fået afvist en ansøgning om indrejse i USA, og hans arbejde som forsvarer for en tiltalt i en terrorsag kan efter Storm Thygesens opfattelse være forklaringen.
Det skriver Ekstra Bladet.
Mens resten af familien har fået godkendt den obligatoriske ESTA-indrejseansøgning i forbindelse med en ferie i USA i juli, er Jesper Storm Thygesens blevet afvist.
"Jeg har søgt lidt frem og tilbage på Google og nogle amerikanske advokathjemmesider, og det tyder på, at min rolle som forsvarsadvokat i en terrorsag kan være årsagen til min afvisning," siger Jesper Storm Thygesen til Ekstra Bladet.
Kobler navn og terrorisme
Forsvarsadvokaten repræsenterede i 2016 Mahmoud Rebea, der stod tiltalt for at have hjulpet terroristen Omar Abdel Hamid El-Hussein efter angrebene mod Krudttønden og Synagoen. Fire yngre mænd blev frikendt for medvirken til Omar El-Husseins terrorangreb.
"Jeg ved det ikke med sikkerhed, men hvis man kobler mit navn og terror sammen i en søgning, så kan der dukke et eller andet op i en eller anden algoritme, som så munder ud i en afvisning af mig," siger Jesper Storm Thygesen.
Jesper Storm Thygesen har endnu ikke fået en forklaring på afvisningen fra den amerikanske ambassade i Danmark.
Søskende vil kræve millioner af Christian Harlangs konkursbo
Advokat kritiserer minister for svindel-bemærkninger: "Det er dybt betænkeligt"