Advokat lækkede oplysninger fra lukkede retsmøder

En forsvarsadvokat er dømt for at overtræde tavshedspligt og må i et år ikke beskæftige sig med straffesager.
Foto: Ritzau Scanpix/Claus Bech
Foto: Ritzau Scanpix/Claus Bech
AF RITZAU

En 66-årig forsvarsadvokat er i Retten i Næstved blevet idømt 30 dages betinget fængsel og frakendt retten til at beskæftige sig med straffesager i et år.

I forbindelse med en større narkosag lækkede Bjarne Klintbøl oplysninger fra retsmøder, der blev holdt for lukkede døre.

Den 7. oktober 2016 blev en mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved. Efterfølgende videregav forsvarsadvokaten oplysninger til mandens kæreste om en anden mistænkt, der på det tidspunkt var på fri fod.

Knap to uger senere - den 19. oktober - talte han i telefon med en veninde til sin klient.

Hun fik at vide, at "alle telefoner relateret hans klient blev aflyttet", som det hedder i sagens anklageskrift.

Oplysningen, der var kommet frem under et lukket retsmøde to dage tidligere, viste sig at være korrekt. 

Venindens telefon blev nemlig også aflyttet, og derfor lyttede politiet med, da advokaten ulovligt fortalte hende om aflytningerne.

Advokaten har under sagen nægtet sig skyldig.

"Det er ren chikane fra politiets side. Det skyldes, at jeg som forsvarer giver politiet modspil og gør en ihærdig indsats for at støtte mine klienter," har han tidligere sagt til Ekstra Bladet.

Den 66-årige overvejer nu, om han vil anke sagen til Østre Landsret.

 

/ritzau/

Advokater anklages for at købe forsvarerjob 

Minister om ændringer for forsvarsadvokater: Det kommer til at skabe debat 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også