Internationalt advokatfirma sælger online platform til Dow Jones

Advokatfirmaer kan tjene penge på andet end traditionel juridisk bistand. Det har det globale advokatfirma Pinsent Masons bevist med salget af den online platform Cerico, som er et værktøj til at håndtere compliance-opgaver.
Det skriver det britiske branchemedie LegalWeek.
Køberen er informationsseslskabet Dow Jones, som blandt andet ejer Wall Street Journal og MarketWatch.
Det er kun fem år siden, at Pinsent Masons lancerede Cerico i et joint venture med IT-konsulentfirmaet Campbell Nash, og i 2015 overtog advokatfirmaet majoriteten af Cerico.
Som en del af aftalen med Dow Jones vil Pinsent Masons fortsat levere juridisk indhold til platformen, ligesom firmaet vil bidrage med juridisk support og bistand til Dow Jones' klienter.
"Vi er stolte af det, vi har opnået med Cerico. Det har vist sig som en stor succes for vores klienter og fremhæver yderligere vores evne til at kombinere mennesker, processer og teknologi til at skabe innovative løsninger i den nye verden af jura," udtaler seniorpartner i Pintent Masons, Richard Foley, som tilføjer, at der nu er brug for yderligere integration med finansiel data.
"Dow Jones er den perfekte partner til at sikre, at Cerico opnår sit fulde potentiale," siger seniorpartneren til LegalWeek.
Cerico er ikke den eneste service, som Pinsent Masons har investeret i. Advokatfirmaet investerede i 2012 i Vario, som er et digitalt samlingspunkt for freelancejurister, og i 2017 købte firmaet en mindre del af startupfirmaet Yuzu.
Jura og teknologi i samspil: Studenterforening går sammen med legaltech-firma