AdvokatWatch

To jurister slipper for disciplinærstraf i Støjberg-sag

Ministerium har nu droppet at rejse sager mod to højtplacerede jurister i forbindelse med sagen om ulovlig instruks i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Chefkonsulent i Udlændinge- og Integrationsministeriet Jesper Gori (th) og hans bisidder advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja under Instrukskommissionens afhøringer i sommeren 2020. | Foto: Jens Dresling

Udlændinge- og Integrationsministeriet har besluttet ikke at rejse disciplinære sager mod embedsmændene Jesper Gori og Ditte Kruse Dankert i Støjberg-sag.

Det oplyser ministeriet i et skriftligt svar til Politiken.

”Ministeriet kan oplyse, at det er besluttet ikke at indlede disciplinære forløb over for ansatte inden for Udlændinge- og Integrationsministeriets område som opfølgning på Instrukskommissionens beretning,” lyder det.

Jesper Gori var kontorchef i ministeriet. I dag arbejder han som juridisk rådgiver samme sted.

Hans advokat, Eddie Rosenberg Khawaya, siger til Politiken, at Gori er ”enig” i ministeriets samlede vurdering.

Ditte Kruse Dankert arbejder fortsat som kontorchef i Udlændingestyrelsen. Hende har Politiken ikke kunne få en kommentar fra.

Instrukskommissionen mente i sin beretning, at Jesper Gori kunne drages til ansvar.

Sammen med sin chef Lykke Sørensen havde han ifølge kommissionen medvirket til at give ”urigtige oplysninger” til Folketinget og Ombudsmanden om sagen.

Han advarede dog Støjberg flere gange, men kommissionen mente, at Gori kunne have taget ”yderligere skridt”.

For kritikken af Ditte Kruse Dankert er det centralt, at han ikke sagde klart nok fra over for sine overordnede i Udlændingestyrelsen.

Hun gjorde dog ”bestræbelser på at bringe den ulovlige tilstand til ophør”, men kommissionen mente alligevel, at hun kunne drages til ansvar.

I sidste uge fik de to embedsmænds tidligere overordnede Lykke Sørensen og Lene Vejrum skriftlige advarsler. Det er den mildeste af de disciplinære straffe, som en tjenestemand kan få for at have begået en tjenesteforseelse.

Men det slipper Jesper Gori og Ditte Kruse Dankert altså for.

De indgik begge i rækken af i alt fem embedsmænd, som Instrukskommissionen kritiserede for deres ageren i sagen.

Den sidste embedsmand var afdelingschef i ministeriet Line Skytte Mørk. Hun opsagde sin stilling kort efter dommen i rigsretssagen. Hun fik nyt arbejde uden for staten og undgik dermed en mulig disciplinærsag.

Hele sagen begyndte i 2016. Her gav Støjberg en instruks om, at et asylpar, hvor den ene part var mindreårig, skulle adskilles - også selv om der ikke havde fundet en konkret og individuel vurdering sted.

I 2021 blev Støjberg idømt 60 dages ubetinget fængsel i den anden rigsretssag på hundrede år.

Nyt bevis sår tvivl om kronvidners forklaring i Rigsretten

Professor efter dom: Embedsmænd får muligvis oprejsning

Mere fra AdvokatWatch

Ugens bedste historier på AdvokatWatch

Ugen bød på historier om kammeradvokatordningen, iværksættere og historisk stor svindelsag. Den sluttede af med et indblik i det opgør om udbyttesagen, der venter i Højesteret i næste uge.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AdvokatWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier