AdvokatWatch

Regeringen sætter tempoet ned: Fremsætter færre love

Regeringen fremsætter et lovkatalog, som er mindre omfattende end normalt. Det skal sikre bedre forslag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) på talerstolen under Folketingets åbning tirsdag 5. oktober 2021. Her bebuder hun blandt andet færre, men til gengæld mere gennemarbejdede lovforslag. | Foto: Jens Dresling

Regeringen er på vej med flere politiske forslag om alt fra billigere boliger til mere grøn omstilling og bedre uddannelser. Men grundlæggende er der behov for at sætte tempoet på Christiansborg lidt ned. Og til gengæld få kvaliteten i lovgivningen op.

Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S) i sin åbningstale i Folketinget.

"Regeringen vil fremlægge et lovprogram for det nye folketingsår, som er mindre omfattende end normalt. Mindre forhastet lovgivning. Hellere færre og til gengæld bedre gennemarbejdede forslag."

"Og ikke mindst mere tid til, at alle I, der skal få lovforslagene til at virke for borgerne og virksomhederne, ikke væltes omkuld af lovmøllen," siger Mette Frederiksen.

Dermed tager hun igen fat i en debat, som har fået greb om Christiansborg efter et hæsblæsende coronaår, hvor politikerne i stor hast traf vidtgående beslutninger for at holde coronaepidemien under kontrol.

Nu skal fokus være på mindre lovgivning, som til gengæld blive gennemført på en god måde, der sikrer en reel løsning af samfundets problemer.

"Vi vil prioritere gennemførelsen af lovgivningen på en langt mere synlig måde."

"En god aftaletekst indeholder i dag afsnit om lovgivningsproces, om økonomi. Der bør også være et afsnit om, hvordan aftalen føres ud i livet. Implementeres. Kommer til at virke for borgere og virksomheder," siger Mette Frederiksen.

Hun ønsker samtidig at give "den demokratiske samtale" nye vitaminer. Ifølge Mette Frederiksen er debatten blevet for "fragmenteret" og "overfladisk".

"Og nok også for hård. Vi kender det alle sammen. Især på de sociale medier. Vi skal skabe rum til eftertanke og refleksion. Og derfor også en øget opmærksomhed om de dele af samfundet, der bærer den eftertænksomhed."

"Som giver os muligheden for at leve os ind i andre menneskers liv. Og dermed er nerven i at forstå os selv og vores verden bedre," siger Mette Frederiksen.

Djøf foreslår udløbsdatoer i hastelove

Advokater slår alarm i corona-undersøgelse: "Det er gået for stærkt på Christiansborg" 

Mere fra AdvokatWatch

Ugens bedste historier på AdvokatWatch

Kammeradvokatens topchef Jens Bødtcher-Hansen håber på ro omkring den ombruste kammeradvokatordning, sagde han i ugens løb. Derudover bød ugen på historier om blandt andet udfordringer med at få møderet for landsret.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier