AdvokatWatch

Bredt flertal i Folketinget udfaser coronahjælpepakker

Grundet den stærke økonomi og ophævelse af restriktioner udfaser Folketinget hjælpepakker til erhvervslivet. Dermed kan der være mere arbejde på vej for konkursadvokaterne, der ikke har meget at lave for tiden.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) mener ikke, at der længere er behov for coronahjælp. | Foto: Vattenfall

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet officielt at udfase de hjælpepakker, der blev indført for at holde hånden under erhvervslivet under covid-19 epidemien.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse. Der vil fortsat være hjælp til de allerhårdest ramte virksomheder.

"Vi lever nu i et samfund uden coronarestriktioner. Og det har stor betydning for danske virksomheder, der langt størstedelen af vejen har fået hjulene i gang igen."

"Derfor vil regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier også holde fast i at udfase langt størstedelen af hjælpepakkerne nu," skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S) i meddelelsen.

Aftalen om at udfase hjælpepakkerne er indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, De Radikale, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet.

Under coronaepidemien er der givet hjælp og lån til erhvervslivet for milliarder af kroner. I takt med, at befolkningen er blevet vaccineret og restriktionerne er ophørt, har økonomien taget et voldsomt opsving.

Det i en grad, hvor der nu er mangel på arbejdskraft i en lang række sektorer.

"Lige nu står vi langt stærkere, end vi havde turdet håbe for bare nogle måneder siden. Det skyldes en ansvarlig økonomisk politik og en kæmpe indsats fra alle danskere og erhvervslivet," skriver Simon Kollerup.

Partierne er dog enige om at forlænge hjælpen til erhverv, der fortsat er hårdt ramt. Eksempelvis turismeindustrien, der fortsat kæmper med andre landes rejserestriktioner.

Virksomheder, der fortsat oplever fald i omsætningen på over 45 procent vil derfor fortsat kunne få dækket faste omkostninger året ud.

"Mange virksomheder i turist- og oplevelseserhvervet har tomme pengekasser efter to somre med få internationale turister og rejserestriktioner i Danmark og udlandet."

"Det er derfor meget vigtigt og glædeligt, at kompensationsordningerne til de hårdest ramte brancher bliver forlænget året ud, så vi ikke taber virksomheder og arbejdspladser," skriver Henriette Søltoft, vicedirektør i Dansk Industri, i en kommentar.

Advokatfirmaer holder fast i insolvensfolk trods konkursdødvande

Kuratorer har historisk lidt at lave – men skimter fortsat konkursbølge i horisonten

Mere fra AdvokatWatch

Ugens bedste historier på AdvokatWatch

Kammeradvokatens topchef Jens Bødtcher-Hansen håber på ro omkring den ombruste kammeradvokatordning, sagde han i ugens løb. Derudover bød ugen på historier om blandt andet udfordringer med at få møderet for landsret.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier