AdvokatWatch

Flertal fastholder anklager mod Støjberg trods tvivl i 11. time

Juraprofessor er uenig med Folketingets udpegede advokater, som fastholder deres vurdering af rigsretsanklage.

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal for en rigsret. | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Blot få dage før deadline vælger Folketinget at holde fast i det anklageskrift, der er fundet enighed om mod Inger Støjberg (V). Tirsdag skal der stemmes om den blot sjette rigsretssag i danmarkshistorien.

Folketingets advokater i rigsretssagen mod den tidligere udlændingeminister fastholder deres anbefaling om, at Støjbergs vildledning af Folketinget skal være en skærpende omstændighed.

Det oplyser retsordfører Rosa Lund (EL).

"Det vil være rigtig godt, hvis det, at Støjberg har løjet for Folketinget, talte med som en subsidiær anklage. Det er der desværre ikke flertal for," siger hun.

Strafferetsprofessor emeritus Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet oplyste fredag, at vildledning ikke kan være en skærpende omstændighed.

Det skyldes ifølge professoren, at Folketinget selv har besluttet, at der ikke skal rejses særskilt tiltale for det. Det afgjorde Rigsretten selv i en kendelse under Tamil-sagen.

Det er to uvildige advokater hyret af Folketinget, som har anbefalet, at man lader usandhederne indgå som en "skærpende omstændighed" i stedet for en særskilt tiltale. Det har Enhedslisten og Liberal Alliance ellers talt for.

Vestergaards pointer giver dog ikke advokaterne anledning til at ændre i deres vurdering.

Alle jurister er enige om, at det er korrekt ikke at lave en særskilt tiltale for, at Støjberg har vildledt Folketinget ifølge Instrukskommissionen.

Det skyldes et princip, som hedder, at man har pligt til ikke at inkriminere sig selv. Med andre ord at Støjberg ikke behøvede at fortælle, hvis hun vildledte Folketinget.

De to advokater fastholder, at man i tiltalen bør nævne, at Inger Støjberg på fire samråd gav "urigtige eller misvisende" oplysninger.

De mener, at Rigsrettens dom i Tamil-sagen var et udtryk for, at man lod urigtige oplysninger indgå som skærpende omstændighed. Det er Vestergaard dog uenig i.

Det er ikke unormalt, at man kan fortolke retlige spørgsmål på forskellig vis.

Radikale føler sig betrygget i de to advokaters vurdering.

"Den siger, at spørgsmålet om vildledning af Folketinget godt kan være skærpende omstændighed for at blive dømt skyldig i den ulovlige instruks," skriver retsordfører Kristian Hegaard (R) på Twitter.

Ny kritik af Støjberg-advokater: Gigtlæger skal ikke operere hjertepatienter

Tiltale mod Støjberg: Hun gav urigtige oplysninger fire gange

Flertal er klar med anklagen mod Støjberg

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier