AdvokatWatch

Storbritannien og EU indgår handelsaftale

Overgangen, når Storbritannien forlader EU's indre marked, bliver lettere, da parterne har landet en aftale.

"Vi kan omsider lægge brexit bag os. Nu kan EU komme videre," siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. | Foto: JOHN THYS/AFP / AFP

Aftalen er i hus, skriver en jublende begejstret britisk premierminister, Boris Johnson, på sociale medier over et foto af sig selv, hvor han med løftede arme viser sine to strittende tommelfingre.

I Bruxelles var glæden mere afdæmpet og ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, blandet med vemodighed over at miste et medlemsland. Reelt forlod Storbritannien dog allerede EU 31. januar i år.

Faktum er, at Storbritannien og EU juleaftensdag efter ti måneders forhandlinger har indgået en aftale om handel og det fremtidige forhold.

Og det er en lettelse på begge sider af Den Engelske Kanal.

"Til alle europæere vil jeg sige: Nu er det på tide at lægge brexit bag sig. Vores fremtid ligger i Europa," siger von der Leyen på et pressemøde.

Forhandlingerne stod nærmest stille de første mange måneder.

Men i december kom der skub i processen, efter at den britiske premierminister, Boris Johnson, forgæves havde forsøgt at lirke enigheden i EU op og forhandle direkte med enkelte EU-lande.

Kommissionens formand kalder det en "fair og balanceret aftale", der vil tjene begge sider. Storbritannien vil fortsat være en "betroet partner", understreger von der Leyen.

Aftalen skal godkendes, og det britiske underhus ventes at kunne stemme om den 28. december, bare tre dage inden at Storbritannien forlader EU-regler.

Det er ventet, at aftalen vil få midlertidig virkning fra 1. januar, da EU-Parlamentet, som også skal stemme om den, først ventes at gøre dette efter nytår. Også EU-landene får travlt med at læse de 2000 sider.

"Processen er ikke forbi endnu. Nu er det EU-landene og EU-Parlamentets tur til at analysere den enighed, der er nået på forhandlerniveau, før de giver grønt lys," siger EU-præsident Charles Michel i en skriftlig udtalelse.

Med aftalen sikres en mere blid overgang for handlen, når knap tre årtiers britisk deltagelse i EU's indre marked ophører. Der er også indgået aftale om en lang række andre forhold, der vil lette overgangen.

Der er tale om en begrænset handelsaftale. Mindre omfattende end mange virksomheder havde håbet på. Den sikrer dog told- og afgiftsfri varehandel. Men ikke tjenesteydelser.

Trods aftalen om toldfri varehandel vil der efter 1. januar være en toldmur med omfattende kontrol. Disse besværligheder kan parterne senere arbejde på at lempe.

"Vi har taget kontrollen tilbage over vores penge, grænser, love, handel og vores fiskefarvande. Aftalen er en fantastisk nyhed for familier og virksomheder over hele Storbritannien," skriver Boris Johnsons kontor.

Johnson lægger stor vægt på, at briterne nu, som et snævert flertal stemte for i 2016, slipper for EU-regler og ikke længere skal være underlagt EU-Domstolens afgørelser.

Brexit-forhandlinger fortsætter med ny coronavariant som uforudsigelig joker

Dansk EU-lobbyist: Erhvervslivet bør ruste sig til ingen britisk handelsaftale

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier