Professor: Advokater bag Støjberg-vurdering oplagt valg til eventuel rigsretssag

De to advokater, der bliver valgt til at se på Instrukskommissionens konklusioner, kan meget vel ende med at skulle føre en eventuel historisk rigsretssag, vurderer juraprofessor. Advokat i Tamilsagen kom også tidligt ind i processen, fortæller han.
To advokater skal vurdere grundlaget for en rigsretssag imod Inger Støjberg (V). | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
To advokater skal vurdere grundlaget for en rigsretssag imod Inger Støjberg (V). | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Man har som advokat gode chancer for at kunne placere sit visitkort i historiebøgerne, hvis man bliver valgt som en af de to advokater, der skal vurdere Instrukskommissionens konklusioner. Det vurderer juraprofessor ved Syddansk Universitet Frederik Waage.

Advokaterne er ifølge professoren det oplagte valg til at skulle føre sagen, hvis Folketinget ender med at rejse en rigsretssag mod Venstres næstformand og tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

"Det synes at være sådan, at de advokater, Folketinget vælger, også vil skulle føre en rigsretssag mod Støjberg, hvis det kommer så langt. Det vil være en historisk sag, og derfor kan det blive en rigtig stor opgave for de advokater, der bliver valgt," siger Frederik Waage til AdvokatWatch.

Det er ifølge juraprofessoren stadig uklart, hvad køreplanen præcis er, men han henviser til, at der ved den seneste rigsretssag i 1995 blev valgt to advokater til at føre sagen mod tidligere minister Erik Ninn-Hansen, da han blev idømt fire måneders betinget fængsel i Tamilsagen.

Dengang blev advokaterne Henrik Viltoft og John Petersen valgt som anklagere, og ifølge John Petersen blev de to advokater også hevet ind tidligt i processen, inden beslutningen om en rigsretssag blev truffet.

"Medlemmerne af udvalget stillede spørgsmål, og vi svarede efter bedste evne. Det var også på den måde, at omfanget af tiltalen blev skabt," sagde John Petersen til Politiken for et par dage siden.

"Det lå i luften fra start, at vi også skulle være anklagere, hvis der kom en rigsretssag," lød det fra advokaten.

Kammeradvokaten ikke oplagt

John Petersen og Henrik Viltoft var ifølge Frederik Waage "klassiske advokattyper".

Henrik Viltoft, der døde i 2001, havde blandt andet erfaring som forsvarer i flere profilerede straffesager, ligesom han var udspørger i undersøgelsesretten om kreativ bogføring i Skatteministeriet, som i 1992 førte til, at Anders Fogh Rasmussen måtte træde tilbage som skatteminister.

Folketinget har endnu ikke valgt de to advokater, der skal vurdere Instrukskommissionens konklusioner, oplyser Folketingets presseafdeling over for AdvokatWatch. Frederik Waage har umiddelbart svært ved at se, at der i dag er advokater, der er oplagte til opgaven, der ikke just er hverdagskost.

"Men det bør være advokater med strafferetlig indsigt, der skal undersøge det, for det her er jo grundlæggende en straffesag," siger han.

Statens foretrukne advokat er ikke det oplagte valg, mener Frederik Waage.

"Jeg skal ikke stå her og anbefale et kontor frem for et andet. Kammeradvokaten har dyb indsigt i forvaltningsretten. Men det taler imod Kammeradvokaten, at de jo i forvejen er ministeriets advokat," siger Frederik Waage og tilføjer:

"Jeg har umiddelbart vanskeligt ved at se dem i anklagerens rolle, og i rigsretssagen mod Ninn-Hansen brugte man ikke kontoret."

Advokatvurdering undrer

Frederik Waage mener, at det giver god mening at vælge uvildige advokater, der kan agere anklagere i en eventuel rigsretssag. Men han undrer sig over, at de skal lave en vurdering, inden Folketinget beslutter, om der skal rejses en sag.

"Det er lidt svært at forstå, hvad Folketinget vil med en advokatvurdering. Kommissionens konklusioner er ret klare, og det er ikke advokaternes opgave at beslutte, om der skal rejses en rigsretssag eller ej," siger juraprofessoren.

"Der ligger en klar udmelding fra instrukskommissionen, og det her handler ikke længere om jura. Efter grundlovens § 60 er det suverænt Folketingets opgave at beslutte, hvad der skal ske herfra," tilføjer han.

Der er ifølge Frederik Waage "utvivlsomt nok i det her til at rejse en rigsretssag rent juridisk", men det er fortsat uklart, om der er flertal for en rigsretssag i Folketinget. Indtil videre har De Radikale og Liberal Alliance meldt ud, at partierne mener, der skal rejses en rigsretssag.

De andre partier afventer advokatvurderingen, der skal være klar i begyndelsen af januar. Årsagen til den korte tidsfrist er, at sagen falder for forældelsesfristen 10. februar 2021.

Instrukskommissionen konkluderer i en delberetning, der kom mandag, at en instruks fra 2016 om at adskille asylpar, hvor den ene part var mindreårig, var klart ulovlig. Desuden blev det slået fast, at Inger Støjberg blev advaret om ulovligheden, og at Folketinget efterfølgende blev vildledt om forløbet.

Støjberg lægger selv vægt på, at kommissionen fastslår, at hun ikke har givet en tjenestebefaling til embedsværket om at administrere i strid med loven.

Advokatvurdering af Støjberg skal ligge klar til januar

Afdelingschef fritages for tjeneste efter instrukssag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også