AdvokatWatch

Stor utilfredshed med Familieretshuset: Minister lover flere penge

Statsforvaltningens afløser, Familieretshuset, hvor mange advokater har deres daglige gang, er plaget af lange ventetider og svære skilsmissesager. Minister lover flere penge til skilsmisseområdet, der blev reformeret sidste år.

"Det duer ikke, at vi har et system, hvor børnene kommer mere i klemme. Derfor lægger regeringen også op til at afsætte yderligere et trecifret millionbeløb på den kommende finanslov," siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). | Foto: Aleksander Klug

Hverken børn eller forældre har fået det bedre af en skilsmissereform, som trådte i kraft i 2019. Den skulle skærme børn og sikre enkle forløb for familierne, men det har ikke været tilfældet.

Det viser en rapport fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Konklusionen lyder, at forældre er blevet mere utilfredse med, hvordan myndighederne behandler deres sager om samvær, bopæl og forældremyndighed.

Reformens formål var også at hjælpe familierne med at håndtere samarbejdet og få en bedre hverdag, men det er ikke sket, lyder det i undersøgelsen.

"Man har undervurderet, hvor mange svære sager der er, og hvor mange sager der skal holdes ekstra møder i, så der har været lange ventetider i systemet," vurderer Karen Margrethe Vendelbo Dahl, senioranalytiker ved Vive.

Undersøgelsen bygger på spørgeskemadata, som 1515 forældre besvarede før reformen og 1589 forældre besvarede efter reformen.

63 procent af forældrene angiver efter reformen, at forløbet har været for langt. Før reformen var det 50 procent.

Som led i reformen blev Statsforvaltningen afløst af en myndighed kaldet Familieretshuset, der skulle sikre fokus på børnenes tarv.

En rundspørge fra i år viser, at 51 procent af forældrene er "helt uenige" i, at de under forløbet i Familieretshuset har fået et bedre samarbejde. Den andel lå på 41 procent i 2019.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) kalder det ifølge Politiken "tragisk" og "ikke tilfredsstillende overhovedet".

"Det duer ikke, at vi har et system, hvor børnene kommer mere i klemme. Derfor lægger regeringen også op til at afsætte yderligere et trecifret millionbeløb på den kommende finanslov."

"Det mener vi, at vi er nødt til," siger hun til avisen.

Hun siger også, at der siden marts, hvor de seneste data blev indsamlet, er blevet indført to politiske indgreb.

Det ene er en merbevilling på 104 millioner kroner, som udmøntes løbende i 2020.

Det andet er afskaffelse af tvungen delt bopæl for børn samt afskaffelse af den såkaldte refleksionsperiode inden en skilsmisse.

Men de ekstra midler skal have lov at virke, før reformen vurderes, siger Karen Margrethe Vendelbo Dahl.

"Vi synes, det er for tidligt at dømme reformens ideer inde eller ude på baggrund af undersøgelsen."

"Der kommer to runder spørgeskema mere, og der vil vi kunne følge tilfredsheden og forhåbentlig se, at de ekstra midler gør en positiv forskel."

Danske Familieadvokater: Vi venter stadig på Familieretshuset

Politikere er åbne for økonomisk hjælp til retsvæsnet

Mere fra AdvokatWatch

Dommerformand afviser behov for øget specialisering i skattesager

Dommerforeningens formand mener ikke, at der er nogen grund til at samle skattesager på færre byretter, som skatteadvokater har foreslået. "Jeg synes ikke, at man har belæg for at sige, at ikke-specialisering er udtryk for, at afgørelserne er forkerte," siger han.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier