AdvokatWatch

Lettet anklager lukker munden på kritikere: "Der har været et ekstremt stort pres"

Det har til tider været svært at holde mund udadtil, fortæller rigsretsanklager Jon Lauritzen, som ikke har været døv over for det højtråbende kor af kritikere. Nu kan han juble over at trække stikket hjem i karrierens klart største sag.

"Man er altid spændt, når man venter på en dom, men i denne sag har jeg været mere spændt end normalt, så det var en forløsning, da formanden læste dommen op," siger rigsretsanklager Jon Lauritzen, der her ankommer til afgørelsens time i Rigsretten mandag 13. december 2021. | Foto: Martin Sylvest

Den der ler sidst, ler som bekendt bedst.

Selv om han ikke selv vil sige det så direkte, indkapsler det gamle mundheld nok meget godt den følelse, som Jon Lauritzen står med, da AdvokatWatch har anklageren – og sejrherren – i røret få timer efter fængselsdommen over Inger Støjberg i Rigsretten mandag eftermiddag.

"Der har været et ekstremt stort pres," siger Jon Lauritzen, der netop har fejret sejren med et glas champagne med de nærmeste kolleger i DLA Piper, hvor han er partner.

Og der må da også alt andet lige være tale om et veritabelt hold-kæft-bolsje til kritikerne, som blandt andet har kaldt duoen for "utrænede" i anklagerrollen.

"Alle har lov til at ytre sig, som de har lyst til, og det har vi bemærket, at der er mange, der har haft, men vi har gennemført sagen og fået en stort set enstemmig dom, så de vurderinger må stå for deres egen regning, og jeg håber, at den måde, vi har ført sagen på, samt resultatet har modbevist dem, der mente, at vi ikke var de rette til opgaven," siger Jon Lauritzen.

Når det så også viser sig, at vi kunne løfte bevisbyrden, er det selvfølgelig en lettelse.

Jon Lauritzen, advokat og partner hos DLA Piper

For Jon Lauritzen er det kulminationen på næsten et års arbejde. Det var således i december 2020, at han sammen med Anne Birgitte Gammeljord blev sat til at vurdere Instrukskommissionens beretning i sagen om adskillelse af asylpar.

Et arbejde, der udmøntede sig i danmarkshistoriens kun sjette rigsretssag, som siden september – og under massiv mediebevågenhed – har udfoldet sig i Eigtveds Pakhus i København, og som mandag fandt sin imødesete afgørelse, da Rigsrettens formand, højesteretspræsident Thomas Rørdam, for rullende kameraer læste dommen op.

"Man er altid spændt, når man venter på en dom, men i denne sag har jeg været mere spændt end normalt, så det var en forløsning, da formanden læste dommen op."

"Skuldrene røg lidt ned, og selv om jeg ikke synes, at det er passende at smile over, at andre har fået en straf, så vil jeg gerne indrømme, at jeg smilte indeni over, at vi fik ret i, at sagen skulle føres," siger Jon Lauritzen.

Det var således Lauritzen og Gammeljords vurdering, der lå til grund for Folketingets beslutning om at stille den tidligere udlændinge- og integrationsminister for en rigsret.

"Det gav et ekstra pres, at det hele er foregået i fuld offentlighed, og at det er en sag, som mange har meninger om, og at vi selv vurderede over for Folketinget, at der var grundlag for at føre en rigsretssag. Når det så også viser sig, at vi kunne løfte bevisbyrden, er det selvfølgelig en lettelse," forklarer han.

At sagen skulle føres over 30 retsmøder foran 26 dommere, hvoraf halvdelen var højesteretsdommere, og med journalister i hobetal på tilskuerpladserne, gjorde heller ikke ligefrem presset mindre.

Måtte forsvare valg

I Rigsretten, hvor Inger Støjberg blev dømt for som minister i 2016 med "forsæt" at iværksætte og fastholde en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, har de to anklagere været oppe imod et hold af forsvarere bestående af Nicolai Mallet, partner i Dahl, og René Offersen og Jonas Christoffersen, der danner parløb i Offersen & Christoffersen.

Mens forsvarerne ikke har holdt sig tilbage og over for medierne bebudet en "blank frifindelse", har anklagerne forholdt sig tavse – også selv om kritikken er haglet ned over valget af de to advokater fra både politikere og fagfolk.

Dét i en sådan grad, at Advokatsamfundet, der indstillede de to advokater til at løse opgaven med at vurdere, om Inger Støjberg kunne dømmes ved en rigsret, måtte på banen for at forsvare valget.

"Det var selvfølgelig lidt sjovere at skulle ud at forklare, hvorfor vi havde vundet, end hvis udfaldet havde været modsat," siger Jon Lauritzen, der sammen med anklagermakker Anne Birgitte Gammeljord mødte pressehavet efter afgørelsen. | Foto: Mads Claus Rasmussen
Kritikken har især gået på anklagernes specialeområder inden for henholdsvis it- og konkursretten. Anklagerne burde være udstyret med sylespidse strafferetstænder, har det blandt andet lydt.

"De to advokater er utvivlsomt skarpe knive i skuffen på deres fagområder, men det er – sagt med al respekt – nogle helt andre faglige planeter end rigsrets-planeten," skrev juraprofessor Michael Gøtze for eksempel i et debatindlæg i Berlingske i januar.

"Man beder ikke gigtlæger, heller ikke de dygtigste inden for feltet, om at lave kirurgiske indgreb på hjertepatienter," fortsatte han.

Til tider har det, fortæller Jon Lauritzen, været svært at holde mund udadtil, men det er et af "vilkårene".

"Vi kunne ikke bruge så meget tid på at tænke på, hvad diverse eksperter måtte mene. Vi havde et stykke arbejde, der skulle laves, og vi er gået til den som en juridisk sag."

Det har dog måske alligevel fungeret som lidt ekstra brændstof i tanken.

"Man har ikke brug for selvstændig motivation i en rigsretssag, men vi har måske været endnu mere opmærksomme på, at der ikke skulle kunne sættes en finger på vores arbejde," siger Jon Lauritzen.

Men er det ikke rart at kunne lukke munden på det kor af kritikere, der har været?

"Det kan jeg da ikke sige mig helt fri for, og det er jo godt, at flid og omhyggelighed også betyder noget."

Klar igen efter jul

Mandag aften blev tilbragt i familiens skød. De endte med at spise på den italienske restaurant Famo, hvor maden ifølge advokaten altid er god og rigelig.

Ligesom klienterne har familien holdt for i det sidste års tid, hvor der især har været "fuld tryk på" siden midt i juli. Her er selv de normalt hellige weekender også blevet inddraget for i stedet at blive tilbragt på kontoret.

"Jeg bryder mig ikke om at arbejde hjemmefra. Når jeg er hjemme, vil jeg gerne holde fri," forklarer Lauritzen.

I hverdagene har han bestræbt sig på at overholde sin pagt med sig selv om at stemple ud kl. 22. Ellers blev det for hårdt, siger advokaten, og sagen har da også slugt al hans tid.

"Hvis jeg ikke har arbejdet på den her sag, så har jeg sovet," siger Lauritzen, der heller ikke deltog i sin brors 50 års fødselsdag i september.

For anstrengelserne, siden han blev udpeget som anklager i starten af februar, får han et salær på 4,75 mio. kr. plus moms.

Har det været det værd?

"Ja, det synes jeg bestemt. Det har været en kæmpe oplevelse og en stor ære, og jeg tror, at mit år ender nogenlunde, som det plejer økonomisk," siger Jon Lauritzen, som blandt andet har fået hjælp fra den selvstændige strafferetsadvokat Lars Lindkær, der blev hyret ind på en midlertidig kontrakt fra august til november.

Selv om salæret ikke trumfer honoraret for ved to instanser at sikre erhvervsmanden Jesper "Kasi" Nielsen en opsigtsvækkende sejr over de danske skattemyndigheder, rangerer sagen stadig blandt de klart mest lukrative.

Men penge er ikke nødvendigvis altid alt, og på alle tiders hitliste rangerer rigsretssagen som "klart nummer ét".

"Og der er langt ned til de næste," siger advokaten.

Ville du kunne tage en ny rigsretssag til januar?

"Ja. Når cirkushesten dufter savsmuldet, kan man ikke lade være, så jeg er klar igen efter jul."

Inden Jon Lauritzen efter planen kan holde fri mellem jul og nytår, skal han bruge noget tid på komme ajour med sine klienter.

Rigsrettens advokater indkasserer millioner på Støjberg-sag

Støjberg-forsvarer om historisk rigsretssag inden dom: "Den har fyldt alt"

Grundig it-advokat i anklagerrolle er gadgetnørd, grillmester og FCK-fan  

Mere fra AdvokatWatch

Firmaer tørner sammen i strid om ordet "legaltech"

”Jeg troede lidt, det var en joke,” siger medstifter af firma, der er sagsøgt for at bruge ordet ”legaltech”. Sagen, der i øjeblikket kører ved Sø- og Handelsretten, kan få betydning for resten af branchen, vurderer advokat med speciale i immaterialret.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AdvokatWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier