AdvokatWatch

God løn og prestige er med til at trække stadig flere unge mod jurastudiet

Igen i år er antallet af unge, der håber at vågne op som kommende jurister, steget. Det vækker glæde hos Danske Advokater. Mulighed for et spændende job og gode arbejds- og lønforhold tiltrækker de unge, lyder vurdering inden afgørelsens time onsdag.

Flere unge vil læse jura på Syddansk Universitet i Odense. | Foto: SDU / PR

Snart udløses spændingen.

Når tirsdag bliver til onsdag, får ansøgerne til det stadig mere populære jurastudie, der blandt andet kan føre til en karriere på de bonede advokatgulve, at vide, om de er sluppet igennem nåleøjet.

Igen i år er antallet af unge, der håber at vågne op som kommende jurister, steget, og det glæder Paul Mollerup, adm. direktør i brancheorganisationen Danske Advokater.

"Det har stor betydning for advokatbranchens evne til at rekruttere rigtig dygtige jurister, at mange har lyst til at læse jura," siger Paul Mollerup til AdvokatWatch.

Og mange har lyst til at læse jura, som er blandt de ti mest søgte videregående uddannelser, og som i modsætning til andre populære uddannelser holder dampen oppe.

I alt 2902 ansøgninger var således sendt af sted mod landets jurastudier ved fristen for kvote 1-ansøgninger mandag 5. juli. Det svarer til en stigning på 4 pct. i forhold til året før, viser tal over førsteprioritetsansøgninger fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Mindre fald hos de største

Igen i år har markant flere kvinder end mænd søgt ind på jurastudiet, mens Københavns Universitet og Aarhus Universitet må sluge et lille fald i antallet af juraansøgere, som har peget på dem som førsteprioritet.

Det viser en oversigt, som AdvokatWatch har lavet på baggrund af tal fra de forskellige uddannelsesinstitutioner.

Antallet af førsteprioritetsansøgninger til jurauddannelsen på Københavns Universitet ligger på 1441, mens tallet for Aarhus Universitet er 650, hvilket er henholdsvis 28 og 19 færre end i 2020.

Omvendt beretter både Aalborg Universitet og Syddansk Universitet i Odense om en stigning i førsteprioritetsansøgninger til deres jurastudier.

Aalborg Universitet har således fået 319 ansøgninger mod 205 året før, mens Syddansk Universitet har modtaget 351 ansøgninger mod 329 i 2020.

"Vi er super glade for, at uddannelsen er populær, for det siger noget om, hvad de unge gerne vil," siger Paul Mollerup.

Men, siger direktøren, det er en balance, "for hvis der også bliver optaget flere, skal vi sørge for, at der også følger uddannelsesressourcer med".

"Det er ærgerligt, hvis det kommer til at betyde, at jurastudierne går hen og bliver fabrikker med så mange studerende på hvert universitet, at de har svært ved at få den ordentlige undervisning og den dialog med underviserne, som de har brug for," siger han.

Tallene fra de forskellige uddannelsesinstitutioner giver samlet 2761 førsteprioritetsansøgninger til landets jurastudier, mens der ifølge opgørelsen fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen er tale om 2902 ansøgninger i alt.

Forskellen skyldes ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet, at uddannelsesstederne ikke har den endelige prioriteringsrækkefølge. Hvis en ansøger for eksempel har valgt økonomi som førsteprioritet, men senere ændrer sin førsteprioritet til jura, bliver det ikke registreret på uddannelsesstedet, men det bliver det derimod i ministeriet, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Unge vælger prestige

I alt 93.388 personer har søgt ind på en videregående uddannelse i Danmark i år. Det er et mindre fald i forhold til sidste år, hvor i alt 94.604 lagde billet ind, men antallet af ansøgere er ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet det tredjehøjeste nogensinde.

Blandt de mest søgte uddannelser har syv ud af ti fået færre ansøgninger i år i forhold til 2020. Det gælder blandt andre pædagog-, lærer- og sygeplejerskeuddannelsen. Pilen peger dog op, hvad angår jura, medicin og psykologi.

Uddannelser, som nogle ynder at kalde prestigeuddannelser, fortæller Mathias Tolstrup Wester, der er seniorkonsulent ved Danmarks Evalueringsinstitut (Eva).

"Det er uddannelser, som folk føler, at de kender, og der har ikke været lige så meget negativ omtale af eksempelvis løn- og arbejdsforhold omkring de grupper i forhold til pædagoger, sygeplejersker og lærere," siger Mathias Tolstrup Wester.

"Især på psykologi og jura har de studerende en masse muligheder efter endt uddannelse, og det tiltaler de unge, som lægger stor vægt på muligheden for at få et spændende job. Gode arbejds- og lønforhold er også med til at tiltrække unge til jurastudiet," forklarer han.

Ifølge Tobias Høygaard Lindeberg, udviklingschef i tænketanken Dea, er der en tendens til, at prestigefulde uddannelser med høje adgangskrav tiltrækker flere ansøgninger. Han kan dog ikke forklare hvorfor.

"Spørger man de studerende, svarer de blandt andet, at faglige interesser og mulighederne for at få et spændende job spiller en rolle. Men det forklarer ikke ændringerne over tid."

"Jura tager et relativt højt hop i år, men er over en længere periode kendetegnet ved en stille stigende kurve, så jeg vil ikke pege på jura som en uddannelse, der har været inde i en eksplosiv udvikling i antallet af ansøgere, og det stikker ikke ud, hvis man for eksempel sammenligner med medicin- og psykologistudierne," lyder det fra Tobias Høygaard Lindeberg.

De mange håbefulde ansøgere får svar på, om de er blevet optaget 28. juli.

Sidste år blev der optaget 1605 nye studerende på landets jurauddannelser, hvilket var 71 mere end året før.

Aalborg Universitet får ny leder for juridisk institut 

Jura holder dampen oppe i modsætning til andre populære uddannelser

SDU i mål med ny jurauddannelse efter et par år: "Det er ikke noget, man bare lige gør" 

Mere fra AdvokatWatch

Ugens bedste historier fra AdvokatWatch

Bech-Bruuns økonomidirektør Martin Riber Povlsen stjal rampelyset i denne uge, da han som den seneste af en række profiler forlod advokatfirmaet. Derudover bød ugen på historier om blandt andet droppet sigtelse mod Njord og ny chef for Bruun & Hjejle.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier