Husker du oktober? Accura på rov hos Plesner

Det gav genlyd i hele advokatbranchen, da Accura i en usædvanlig manøvre på én gang hapsede syv profilerede advokater fra konkurrenten Plesner.
90 års erfaring fra Plesner var et vigtigt skridt på vejen mod at bygge et "transaktions-power house", som bestyrelsesformand Thomas Weincke kaldte det, da han satte ord på fangsten, som bestod af en række partnere inden for transaktionsområderne M&A og fast ejendom.
Plesner blev knækket på fast ejendom, hvor tre ud af seks partnere hoppede fra borde. Det fik konsekvenser i det store advokatfirma, der valgte at slå afdelingerne for fast ejendom, infrastruktur og entreprise sammen. Plesner skulle få hævn senere på året ved at hente to partnere inden for fast ejendom fra netop Accura.
Fortsat få kvinder i toppen
Det halter fortsat med at få kvinder ind på øverste hylde i advokatbranchen. I oktober foretog AdvokatWatch en optælling blandt Danmarks største advokatvirksomheder. Den viste, at andelen af kvinder i gennemsnit i dag udgør 14 pct. af bestyrelserne i landets ni største advokatselskaber, ligesom nålen heller ikke bevæger sig, hvad angår andelen af kvindelige partnere.
Trods tiltag og målsætninger har mange firmaer enten misset eller udskudt deres mål i forhold til at fordele partner- og bestyrelsespladserne mere lige mellem mænd og kvinder.
Fraværet af kvinder i toppen kan på sigt blive en hæmsko for forretningen. I oktober kunne AdvokatWatch således også beskrive, hvordan flere internationale virksomheder så småt begynder at stille krav til sammensætningen af køn i de advokatfirmaer, som de køber eksterne ydelser fra. Tendensen har dog tilsyneladende ikke nået Danmark endnu, viste en rundspørge, som AdvokatWatch foretog blandt de danske C25-virksomheder.
Senere på året kom det i øvrigt frem, at ligestillingsminister Mogens Jensen (S) overvejer at tvinge virksomheder til at offentliggøre tal for kønsfordelingen for at fremme kvinders tilstedeværelse i toppen af dansk erhvervsliv.
Ophedet debat om advokattitlen
Advokaterne og revisorerne tog endnu en omgang i bokseringen i oktober. Denne gang handlede slagudvekslingen, som primært foregik på Berlingskes opinionssider, om konkurrencen på markedet for juridiske ydelser generelt, mens Konkurrencerådets analyse af advokatbranchen lod vente på sig.
I en kronik i Berlingske skrev to topchefer fra revisionsbrancen – Mogens Nørgaard Mogensen, adm. direktør i PWC, og Anders Dons, adm. direktør i Deloitte – at konkurrencemyndighederne bør gøre op med advokattitlen på det område af den juridiske rådgivning, som ikke handler om sager, der føres ved domstolene.
Det fik både Danske Advokater og Advokatsamfundet på banen for at beskytte advokattitlen. Prisen for konkurrence må ikke være retssikkerhed, lød det fra Advokatsamfundets generalsekretær, Andrew Hjuler Crichton, hvilket fik FSR - Danske Revisorers adm. direktør, Charlotte Jepsen, til at skrive, at Advokatsamfundet "tager retssikkerheden som gidsel" i kampen for at undgå konkurrence fra revisorerne.
Teledata tilbage i retssalene
Den meget omtalte Teledata-sag kulminerede med en længe ventet redegørelse fra myndighederne, der viste, at Justitsministeriet kendte til problemerne i flere måneder uden at orientere hverken ministeren, offentligheden, dommere eller forsvarsadvokater.
Alle parter skal informeres uden tøven, hvis lignende sager som teleskandalen opstår, lød reaktionen fra Danske Advokater i måneden, hvor der var comeback til teledata som bevis i straffesager. Det havde været midlertidigt suspenderet siden august.
Der var også nyt om tunge profiler som N.E. Nielsen, der indgik forlig i sagen om den krakkede Amagerbanken, hvor han tidligere var bestyrelsesformand, og Thomas Stampe, der stoppede som managing partner i Lundgrens kort efter at have præsenteret firmaets strategi for de kommende år.
Hos Bruun & Hjejle gik den ikke længere, og advokatfirmaet trak sig fra et søgsmål mod den tidligere ledelse i OW Bunker, efter managing partner Karsten Kristoffersen indkasserede sin tredje bøde i Advokatnævnet på grund af inhabilitet i sagen.
Læs historierne her:
Accura-formand: Vi vil skabe et transaktions-power house
Partnerdræn i Plesner: 90 års erfaring forlader firmaet
Plesner knækket på fast ejendom
Initiativer uden effekt: Fortsat få kvinder i advokatfirmaers partnerkredse
Advokatfirmaer udskyder mål for kvinder i topledelsen
Internationale virksomheder afviser mandsdominerede advokatfirmaer
Revisorbosser vil have opgør med advokattitlen
Advokatsamfundet: Prisen for konkurrence må ikke være retssikkerhed
Danske Advokater: Revisorer kan bare komme an – men advokattitlen skal der ikke røres ved
FSR modsiger Advokatsamfundet: "Retssikkerhed og konkurrence er ikke hinandens modsætninger"
Danske Advokater forventer mere information efter teledatasag
Stampe trækker sig som managing partner: Det bliver for svært at vende tilbage