
"Jeg forlader ved årsskiftet Justitsministeriet."
Sådan skriver Anne Berg Mansfeld-Giese på Linkedin, hvor hun annoncerer et bemærkelsesværdigt jobskifte. Hun har arbejdet i Justitsministeriet i 19 år, siden 2014 som kontorchef for Lovafdelingen, men nu går hun helt andre veje med nyt job i Kongehuset.
"Efter mere end 19 år synes jeg, det må være på tide at flytte hjemmefra," lyder det på Linkedin.
"Mine tanker gik mest i retning af et "forældrekøb" forstået som en stilling i Justitsministeriets koncern, men pludselig opstod der en helt anden og spændende mulighed, som jeg har valgt at gribe."
Anne Berg Mansfeld-Giese skifter dermed efter nytår til Kongehuset, hvor hun skal være kontorchef i Kabinetsekretariatet.
"Det glæder jeg mig utrolig meget til at tage fat på, selv om det samtidig betyder et vemodigt farvel til det helt særlige arbejdsfællesskab og faglige miljø, som er rygraden i Justitsministeriet," skriver Anne Berg Mansfeld-Giese på Linkedin.
Anne Berg Mansfeld-Giese blev uddannet jurist i 2000, hvorefter hun fik job i Justitsministeriet. Foruden jobbet i ministeriet har hun været kursusleder og underviser på Djøfs lovteknikkursus, og hun har været medlem af Dansk Sprognævns repræsentantskab.