Jurastuderende fravælger offentlige arbejdsgivere

De store advokathuse Kromann Reumert, Kammeradvokaten og Bech-Bruun er blandt de mest eftertragtede arbejdspladser for landets jurastuderende, viser dette årsopgørelse fra virksomheden Universum, som AdvokatWatch omtalte i juni.
Nu har Universum over for Djøfbladet set nærmere på, hvordan jobønskerne fordeler sig på de fire universiteter samt CBS, hvor der går jurastuderende på gangene.
Det viser, at de private advokathuse generelt indtager de øverste pladser, når det gælder jobønsker. Kun på Aalborg Universitet er en offentlig arbejdsgiver førstevalget, nemlig Anklagemyndigheden, mens Justitsministeriet indtager en 10. plads. De to offentlige arbejdsgivere indtager en niende- hhv. en syvendeplads blandt studerende på Københavns Universitet, mens de slet ikke optræder på top 10 blandt CBS-studerende.
Tine Sommer, institutleder på Aarhus Universitets juridiske institut, siger til Djøfbladet, at 55 procent af jura-kandidaterne fra Aarhus Universitet får job i den private sektor, mens 45 procent ender i den offentlige.
"Så deres ønsker afspejler ikke virkeligheden," siger Tine Sommer.
På Københavns Universitet viser 2017-tal, at 31 procent af de KU-uddannede jurister får et job i en advokatvirksomhed, mens 49 procent får en eller anden form for offentlig ansættelse, fremgår det.