Chefjurist i "surrealistisk" forløb: Alt var klart til børsnoteringen - men så kom askeskyen

AdvokatWatch har talt med en række jurister om særlige episoder i deres karriere, de har lært noget af, og som har haft indflydelse på deres arbejdsfilosofi. I en artikelserie sætter vi fokus på "det magiske øjeblik”.
Chr. Hansen blev i 2005 solgt til kapitalfonden PAI Partners, og efter nogle år var virksomheden klar til at skifte ejer igen. Det endte med en børsnotering, og forberedelserne i 2010 blev et meget intenst forløb for chefjurist Winnie Bügel og resten af ledelsen.
"I 2009 blev det klart, at der var en mulighed for at tage virksomheden på børsen, og vi var en del fra ledelsen, der tog til London og uddannede os i, hvilke skridt man skal i gennem. Det er en enormt spændende, svær, intens og lærerig proces, hvor man skal have beskrevet virksomheden og de risici, der er, den finansielle performance og meget mere. Det brugte vi omkring ni måneder på," fortæller Winnie Bügel.
"En morgen kommer jeg ind til møde, og så er Grækenland kommet i økonomisk uføre, og den islandske askesky er dukket op ud af det blå. Jeg kan huske jeg tænkte "f…, hvad sker der!?". Vi havde arbejdet stenhårdt og taget aftener og nætter og morgener i brug for at være klar og planlagt processen minutiøst, men ingen havde forudset to meget store hændelser fuldstændig ude af vores kontrol," siger Winnie Bügel.
Lufttrafik lammet
Askeskyen fra Island opstod, da vulkanen Eyjafjallajökull gik i udbrud i april 2010. Askepartikler blev sendt mange kilometer op i atmosfæren og satte kurs mod Europa, hvilket lammede flytrafikken. Da problemerne toppede, var en tredjedel af al lufttrafik i verden indstillet og situationen skabte stor nervøsitet på de finansielle markeder – et meget skidt udgangspunkt for en børsintroduktion.
"Det var surrealistisk, når man har været gennem så langt et forløb, at det overhovedet kan dukke op som en mulighed at udsætte noteringen," husker Winnie Bügel om sine tanker dengang.
"Men dér kan jeg huske, at investment bankers, sammen med vores bestyrelse og ledelse, havde is i maven. De regnede på volatiliteten i markedet og på, om markedet kunne bære en børsnotering samtidig med de to eksterne begivenheder. Og så fandt de tidspunktet, hvor det var mest lukrativt at notere virksomheden," siger hun.
Hun oplevede et magisk øjeblik, da klokken lød på Nasdaq d. 3 juni 2010 og Chr. Hansen var blevet børsnoteret.
"Det er en meget god læring i mange sammenhænge, at vi kan forberede og ruste os, så godt vi kan som virksomheder, men der er nu engang en verden omkring os, der flytter sig hver dag," siger Winnie Bügel.
Direktør affejede chefjurists advarsler om ny lovgivning: Få det til at gå væk
Ny Gorrissen-chef greb chancen for at sprede filosofi om fællesskab
Virksomhedsjurist i hektisk kapløb med tiden: Milliarder blev overført 3 minutter før deadline