AdvokatWatch

Advokaten, der angreb Jim Carreys sexliv, lænsede storkoncern for 2,7 mia. og kører pornostjernes sag mod Trump

Michael Avenatti, der fører pornostjenen Stormy Daniels' sag mod præsident Trump, går bevidst efter at højprofilere sine sager i medierne. Og han er ikke bange for at slå under bæltestedet.

Michael Avenatti er passioneret racerkører og advokaten bag pornostjernen Stormy Daniels' slagsmål med præsident Trump | Foto: Avenatti.com

I 2016 blev komikeren Jim Carrey sagsøgt for at have skaffet en tidligere kæreste, Cathriona White, medicin, som hun senere brugte til at begå selvmord. Bag anklagerne stod Whites mor og mand, og sagsøgernes advokat, Michael Avenatti, kørte hårdt på i direkte angreb på Carreys kærligheds- og sexliv. En del af sagen handlede om, at Carrey angiveligt skulle have smittet White med kønssygdomme, og i et processkrift anførte Avenatti, at parret blandt andet havde dyrket sex på Valentine’s Day.

"I stedet for at give Ms. White blomster og chokolade skulle Carrey have givet hende hans kønssygdoms-testresultater, og han skulle have afholdt sig fra at have sex med hende. DET var, hvad hun fortjente på Valentine’s Day,” skrev Avenatti ifølge flere medier.

The trial was a search for the truth and the jury found it.

Michael Avenatti
Michael Avenatti er tidens vel nok mest omtalte advokat i kraft af sin rolle som advokat for pornostjernen Stephanie Clifford, bedre kendt under kunstnernavnet Stormy Daniels. Clifford hævder at have haft et seksuelt forhold til USA's præsident, Donald Trump, for 12 år siden, og at hun er blevet fysisk truet til ikke at tale om sagen. Men nu vil hun bryde en aftale, der ellers tvang hende til at være tavs om sagen.

Bruger medierne

En sag om en pornostjerne, der lægger sag an mod USA's præsident, sælger sig selv i medierne, men Michael Avenatti har også en filosofi om at udnytte medierne til at styrke sine sager, og han har gennem en lang række TV-optrædender også selv aktivt hjulpet til at skabe maksimalt opmærksomhed om sagen. Avenatti har tidligere fået flere af sine sager taget op i det anerkendte TV-program 60 Minutes, og Stormy Daniels har nu lagt op til at fortælle flere detaljer om forholdet og om truslerne mod hende i samme program senere på måneden.

”Faktum er, at min klient er blevet fysisk truet til at tie stille, med hvad hun vidste om Donald Trump. Jeg er sikker på, at hun vil tale om detaljerne i 60 Minutes-interviewet den 25. marts, og det amerikanske folk vil vægte hendes sandfærdighed, om man kan stole på hende, om hun er troværdig, og om det skete eller ej. Og de vil få detaljerne omkring det. Og vi vil lade dem vurdere selv, om hun er ærlig,” sagde Avenatti i sidste uge i et interview med nyhedskanalen CNN.

Et firma, der også repræsenterer Donald Trump, har nu krævet 20 mio. dollars af Stormy Daniels for brud på den fortrolighedsaftale, hun tidligere har indgået. Det førte straks til et aggressivt svar fra Avenatti.

”At en siddende præsident jagter over 20 mio. dollars i fup-erstatning mod en privat borger, som kun forsøger at fortælle offentligheden sandheden om, hvad der virkelig skete, er enestående. Som i ikke set før i vores historie. Vi går IKKE væk, og vi lader os IKKE skræmme. #basta,” skrev Avenatti i sidste uge på Twitter.

Advokat for de kendte

Avenatti indledte sin karriere hos Los Angeles-advokatfirmaet O’Melveny & Myers, der blandt andet talte advokaten Daniel Petrocelli, der repræsenterede de efterladte efter Ron Goldman, en tjener der var venner med sportsstjernen O.J. Simpsons ex-hustru, Nicole Brown Simpson, og som blev dræbt sammen med Nicole Brown i 1994 – et mord, som O.J. Simpson under stor dramatik blev frikendt for.

Sammen med Petrocelli arbejdede Avenatti som advokat for bl.a. sangeren Christina Aguilera og musikerne Don Henley og  Glen Frey fra 70’er-rockgruppen Eagles.

I stedet for at give Ms. White blomster og chokolade skulle Carrey have givet hende hans kønssygdoms-testresultater.

Michael Avenatti, som advokat for Jim Carreys ex-kærestes familie
Senere førte Avenatti også en sag for skuespilleren Zeta Graff mod Paris Hilton, som ifølge anklagen havde spredt negative historier om Graff i medierne. Sagen endte, ligesom sagen mod Jim Carrey, i forlig.

Avenatti er også en entusiastisk racerkører og har kørt en lang række løb på højt niveau, blandt andet 24-timers løbet LeMans i 2015.

Vandt milliarder for hospitaler

Sidste år vandt Avenatti en af sine største sejre, da han som advokat for over 400 hospitaler vandt et gruppesøgsmål med sundhedsprodukt-koncernen Kimberly-Clark og et tidligere datterselskab. En domstol i Californien konkluderede, at Kimberly-Clarks datterselskab havde solgt dragter, der skulle beskytte mod Ebola og andre farlige sygdomme, på et vildledende grundlag, og tilkendte i april 2017 sagsøgerne en erstatning på 454 mio. dollars, ca. 2,7 mia. kr. 

”Denne svindeldom bør sende et klar signal til virksomheder i hele USA om, at hemmeligheder og cover-ups ikke er en del af det at gøre forretning,” sagde Michael Avenatti ved den lejlighed.

Han tilføjede en sætning, som nu er gengivet med fede typer på Avenattis hjemmeside, avenatti.com:

“The trial was a search for the truth and the jury found it”.

EU-jurist i UM: ”Man skal lære at tage den politiske hat på” 

Horten-advokat træder ud af partners skygge: Jeg vil stå på egne ben 

Dansk solinvestor hyrer juridisk chef 

Bech-Bruun-advokat efter sporskifte: ”Det passer ikke til min personlighed at sidde så meget bag skærmen.” 

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier