AdvokatWatch

EU-Domstolen beordrer Polen til at stoppe omstridt dommerlov

Polen er nu blevet direkte beordret til at suspendere en række omstridte ændringer af lovene om landets Højesteret, der blandt andet tvang en række højesteretsdommere på tidlig pension.

Virginia Mayo/Ritzau Scanpix
Foto: Virginia Mayo/Ritzau Scanpix

EU-Domstolen har beordret Polen til øjeblikkeligt at suspendere landets lov om at sænke højesteretsdommeres pensionsalder.

I forbindelse med en omfattende lovreform, der trådte i kraft 3. april, blev pensionsalderen for højesteretsdommere i Polen sænket fra 70 år til 65 år.

Det betød, at en lang række dommere blev tvangspensioneret.

EU-Domstolen bad allerede i oktober Polen om at standse sine lovændringer af landets Højesteret. De blev også bedt om at genindsætte de dommere, der var tvunget på pension som følge af loven.

Mandagens afgørelse bekræfter officielt beslutningen fra oktober.

Polens højreorienterede og EU-skeptiske regeringsparti, Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), indførte en række nye omstridte love, da det kom til magten tilbage i 2015.

Heriblandt altså love, som EU og flere rettighedsgrupper kritiserede for at true det juridiske system og øge regeringens kontrol med domstolen.

PiS argumenterede for, at forandringerne var nødvendige for at forbedre domstolenes effektivitet. Siden EU-Domstolens udmelding i oktober har partiet dog også arbejdet på at ændre loven.

Partiet har også generelt trukket en anelse i land på en række kontroversielle områder frem mod næste års polske valg.

Ifølge den omstridte lov om pensionsalder kan højesteretsdommere bede om at få deres mandat forlænget ud over den nye pensionsalder.

Det er så op til den polske præsident at afgøre, hvilke højesteretsdommere han i givet fald vil forlænge.

EU-Kommissionen sagde i juli, at loven ikke lever op til EU's standarder for uafhængige retssystemer.

"Der er ikke fastlagt nogle kriterier for præsidentens beslutning, og der er ingen mulighed for en retlig gennemgang af beslutningen," lød det i en pressemeddelelsen fra kommissionen.

Polens regering vil lade pensionerede dommere fortsætte

Polske dommere på tvangspension kaldt på arbejde igen

Medie: EU-Domstolen beder Polen stoppe dommerudskiftninger

Danske advokater til IBA: Bekymrende udvikling af retssikkerheden

EU hiver Polen i retten for omstridt udskiftning af dommere

EU går i clinch med Polens retssystem

Polsk advokat advarer: Retssikkerheden kan hurtigt smuldre

Relaterede

advokatwatch trial

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier