Britisk politiker i skarpt angreb på advokater i korruptionssag

Det internationale advokatfirma Hogan Lovells, som har stået i spidsen for en undersøgelse af potentiel korruption i Sydafrika, har lavet et dybt fejlbehæftet stykke arbejde, der hvidvasker de mistænkte og gør firmaet medskyldig i kriminalitet.
Sådan lyder anklagen fra Labour-politikeren Peter Hain, medlem af det britiske overhus og tidligere minister under premierministrene Tony Blair og Gordon Brown. Det skriver branchenyhedssitet Legal Week.
Hogan Lovells, der har over 2700 advokater i 25 lande, har stået i spidsen for en undersøgelse af to medarbejdere hos de sydafrikanske skattemyndigheder. Parret modtog over en seksårig periode mistænkelige indbetalinger på deres private konti på i alt 200.000 pund, ca. 1,7 mio. kr. Hogan Lovells konkluderer bl.a., at en af medarbejderne ikke har oplyst korrekt om ”eksterne forretningsinteresser”, men ifølge Peter Hain har advokatfirmaet langt fra afdækket det fulde billede af sagen.
"Fatalt fejlbehæftet hvidvaskning af en rapport"
I en debat i det britiske overhus betegnede Hain Hogan Lovells arbejde som en ”ufærdig, fatalt fejlbehæftet hvidvaskning af en rapport”. Hain, der var anti-apartheid aktivist i 70’erne, betegnede advokatfirmaet som enten ”villigt godtroende eller ondsindet medskyldig” og med til at understøtte korruption, kammerateri og hvidvaskning i Sydafrika.
Han opfordrede også det britiske advokattilsyn til at inddrage Hogan Lovells tilladelse til at drive advokatvirksomhed.
I en kommentar på firmaets hjemmeside betegner Hogan Lovell sig som stærke repræsentanter for ”pligten til at opretholde loven med integritet” i Sydafrika og mener, Peter Hains anklager er baseret på fejlagtige nyhedsartikler i Sydafrika.
”Lord Hains udokumenterede beskyldninger afspejler en manglende forståelse for det arbejde, vi er blevet bedt om at udføre for South African Revenue Service. Vi er skuffede over, at han ignorerede de beviser, vi gav ham,” skriver firmaet.
International undersøgelse: Virksomheder kræver reaktion og nærvær af advokater
Advokatrådet vil styrke borgeres position i slagsmål med staten
M&A-talent med sult efter udfordringer: "Jeg har altid søgt de stort set umulige sager"