Intern vagthund kritiserer Københavns indkøb af advokatydelser
Både lovgivning og interne regler bliver for ofte brudt, når Københavns Kommune køber konsulent- og advokatydelser, viser en ny rapport fra den kommunale vagthund Intern Revision, ifølge B.T.
Rapporten viser, at der i 11 af 21 udtrukne fakturaer er problemer i forhold til at overholde reglerne. Det betyder ifølge Jens-Kristian Lütken, medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre og en del af Intern Revision, "at der reelt er risiko for, at man sviner med skatteborgernes penge", siger han til B.T.
Avisen har, som AdvokatWatch tidligere har beskrevet, afdækket en lang række eksempler på høje advokatregninger.
I december konkluderede kommunen i sin egen undersøgelse, at reglerne havde været overholdt i forbindelse med indkøb af advokatydelser, men at der var sket fejl.
"Undersøgelsen viser desværre, at vi i Teknik-og Miljøforvaltningen har haft en generel udfordring med notat-og journaliseringspligten, når vi bestiller advokatydelser."
"Vi skal blive bedre til at skrive, hvad vi aftaler med advokaterne og journalisere aftalen. Det tager vi alvorligt, og vi er i fuld gang med at rette op," udtalte adm. direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen Søren Wille i en pressemeddelelse i december sidste år.
Ifølge B.T. viser rapporten fra Intern Revison desuden, at kommunen kun bruger advokathuse med rammeaftaler hver tredje gang, den køber advokatydelser.
Københavns Kommune oplyser over for AdvokatWatch, at kommunen har rammeaftaler med Horten og DLA Piper.
Medie: Juridisk chef i forvaltning belastes af intern mail om advokatindkøb
Borgmester i København skal svare på kritik af kommunens advokatregninger
Kommune frikender sig selv efter sag om mundtlige advokataftaler