AdvokatWatch

Bevisførelsen er slut og Rigsretten holder 11 dages pause

Bevisførelse i rigsretssag mod Inger Støjberg er afsluttet efter 29 retsmøder. Dommen ventes før jul.

Inger Støjberg ankommer til rigsretssag i Eigtveds Pakhus i København torsdag 11. november 2021. | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Efter 29 retsmøder nærmer rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg sig sin afslutning.

"Så kan jeg erklære bevisførelsen for afsluttet. Det næste, der skal ske i sagen, er, at vi skal have sagen procederet," siger Rigsrettens formand, Thomas Rørdam, torsdag formiddag.

Her er de sidste beviser fremlagt, og der er nu pause, indtil proceduren begynder 22. november.

Da skal anklagerne og forsvarerne argumentere for og imod, at Støjberg skal dømmes. Hun er anklaget for at give en ulovlig instruks om at adskille asylpar, hvoraf mindst den ene var mindreårig – uden plads til undtagelser.

De seneste retsmøder er blevet brugt på at fremlægge skriftlige beviser.

Det gælder oplysninger om 32 asylpar – hvoraf 23 blev adskilt efter instruksen – og visning af et tv-klip, der ifølge en juraprofessor, som DR har talt med, modsiger Støjbergs egen forklaring.

Et af de få nye beviser, der er kommet frem i Rigsretten, er logfiler, som blev vist onsdag. Loggen viser, hvornår ansatte har været inde på bestemte sager i Udlændinge- og Integrationsministeriets sagssystem F2.

Det er uklart, hvad de præcist har kunnet se på skærmen, når de klikkede på sagerne.

Forsvarerne hæftede sig ved, at kontorchef i ministeriet Jesper Gori flere gange var inde på sagen med et notat, som ifølge Støjberg er centralt for sagen.

Notatet tilsiger, at der er undtagelser, og Støjberg godkendte det dagen inden, hun udsendte en pressemeddelelse, der ikke nævnte undtagelser til at adskille par. Gori var inde på sagen to gange den 9. februar, en gang om eftermiddagen dagen efter og igen i april 2016.

Gori har ellers tidligere i Rigsretten forklaret, at han ikke fik orientering om, at det var godkendt og sagt, at indstillingen i notatet var "død og borte".

"Det viser jo, at han var klar over, at det var godkendt, og at han har været inde efterfølgende viser, at det ikke var dødt og borte, og at det altså havde betydning, og at alle var klar over det," sagde Støjberg-advokat Nicolai Mallet onsdag til flere journalister.

Anklagerne hæftede sig derimod ved, at afdelingschef i ministeriet Line Skytte Mørk Hansen flere gange i foråret 2016 var inde og kigge på den sag, som skulle sendes til Folketingets Ombudsmand, der undersøgte sagen.

"Det er for at vise, at hun har været inde og kigge på sagen i modsætning til hendes forklaring," sagde anklager Jon Lauritzen onsdag

Line Skytte har forklaret, at hun først i februar 2017 så et telefonnotat, der lå sagen til Folketingets Ombudsmand.

I notatet kommer Lene Vejrum, vicedirektør i Udlændingestyrelsen, med sin udlægning af centrale opkald mellem de to den 10. februar 2016.

Opkaldet er de to uenige om. Line Skytte har sagt, at hun fortalte Vejrum, at der ville være undtagelser til at adskille asylpar. Vejrum mener modsat, at hun fik at vide, at styrelsen skulle administrere efter den undtagelsesfri pressemeddelelse.

Der er endnu ingen dato for dommen, men den ventes før jul.

Røde Kors-medarbejdere var "bestyrtede" over melding fra Støjberg

Vidne i Støjberg-sag overhørte centralt opkald: "Kan I da ikke engang læse?" 

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier