AdvokatWatch

Staten betaler tocifret millionbeløb for lokaler til rigsretssag

Leje af lokaler i forbindelse med rigsretssagen mod Inger Støjberg løber op i tocifret millionbeløb, oplyser Justitsministeriet, som dermed sætter tal på én af flere udgifter i forbindelse med sagen.

Det første retsmøde i rigsretssagen mod Inger Støjberg i Folketingets Landstingssal 25. juni 2021. Inger Støjberg ses til højre i billedet flankeret af sine advokater Nicolai Mallet (tv.) og René Offersen (th.) | Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken

Det kommer til at koste staten omkring 12 mio. kr. at låne lokaler til rigsretssagen mod Inger Støjberg.

Det oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S) i et vedtaget aktstykke.

Det bliver i Udenrigsministeriets lokaler i Eigtveds Pakhus, at sagen mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister kommer til at køre over efteråret. Lokalerne bliver lejet af staten fra 1. august 2021 til 31. januar 2022.

Husleje udgør 8,2 mio. kr., mens 3,2 mio. kr. bliver betalt i kompensation til Udenrigsministeriet. Derudover er der afsat 0,5 mio. kr. til "diverse tilkøb" som eksempelvis rengøring, alarmer og leje af mikrofoner.

Lejen på 8,2 mio. kr. er uden depositum og istandsættelsesudgifter, lyder det i aktstykket.

"Det vil i videst muligt omfang blive tilstræbt, at merudgifterne så vidt muligt begrænses, og at der indkøbes inventar og teknisk udstyr mv., som efter rigsretssagen vil kunne genanvendes ved domstolene."

Flere udgifter

Leje af lokaler er blot én af en række udgifter, som rigsretssagen kommer til at koste staten.

Under sagen skal to pensionerede højesteretsdommere vikariere i Højesteret, der bliver drænet for dommere i perioden. Staten skal betale vederlag til de indkaldte dommere og til Rigsrettens anklagere og forsvarere "samt godtgørelse af disses nødvendige udgifter".

En anden udgift er vederlag til de medlemmer af Rigsretten, der er udpeget af Folketinget. Her vil der blive taget udgangspunkt i lønniveauet for højesteretsdommere, fremgår det af aktstykket.

Der vil også være udgifter til vagtopgaver samt etablering og drift af hjemmeside for Rigsretten, lyder det.

Justitsministeriet har ifølge Altinget ikke et skøn over de samlede udgifter i forbindelse med rigsretssagen.

De samlede udgifter til den seneste rigsretssag mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen løb op i 33,9 mio. kr.

Rigsretssagen mod Inger Støjberg begynder for alvor 2. september, og der ventes dom inden jul.

Jurister advarer mod ressourcedræn i Højesteret ved flere rigsretssager

Rigsret kan forsinke Højesterets arbejde ind i 2023 

Mere fra AdvokatWatch

Advokatfuldmægtig udvikler app med barndomsven

Det skal gøres lettere at blive mindet om de frister, man som virksomhed har i forhold til indberetning af skat og årsregnskaber. Det er formålet med en app, som juristen Mansour Bandri og konsulenten Resat Durmisi har udviklet.

Tredjepartsfinansiering af danske retsopgør vækker skepsis

Udenlandske investorer har planer om at investere millionbeløb i danske retsopgør, som de egentlig ikke har part i. De håber på et afkast og mener, de hjælper andre med at få retfærdighed. Andre mener, de snarere er gribbe, der vil profitere på andres ulykke.

IP-rådgiver skifter ud på direktørpost

Tidligere Penta-direktør stopper som topchef i rådgivningsvirksomheden Patrade, der beskæftiger sig med immaterialret. Hans afløser kommer fra kommunikationsbranchen.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier