Dommer får hård kritik for at kalde sag spild af tid

En dommer behandlede ikke en tiltalt med respekt og opførte sig utilbørligt, fastslår Den Særlige Klageret.
Den Særlige Klageret udtaler sin "misbilligelse" over en retsassessors opførsel under en retssag. | Foto: Colourbox
Den Særlige Klageret udtaler sin "misbilligelse" over en retsassessors opførsel under en retssag. | Foto: Colourbox
AF RITZAU

"Og denne sag ønsker man at bruge rettens tid på?"

Sådan lød det fra en dommer, da hun 6. december sidste år trådte ind i retten, hvor en sag om hærværk skulle behandles.

Bemærkningen har nu fået Den Særlige Klageret til at udtale sin "misbilligelse" over retsassessorens opførsel under retssagen.

Det fremgår af en dom, som klageretten har offentliggjort på sin hjemmeside.

I sagen var en mand tiltalt for hærværk ved at slå sin knyttede hånd én gang ind i en bildør.

Retsassessorens indledende bemærkning var ifølge den tiltalte – som er støttet af en udtalelse fra Københavns Politi – blot ét tegn på, at hun ikke tog sagen alvorligt.

Da man på et tidspunkt skulle vente otte minutter på et vidne, forlod dommeren retssalen med en bemærkning om, at hun ville gå til sit kontor for at bruge tiden mere effektivt.

Under sagen spændte dommeren også ifølge den tiltalte på flere måder ben for ham og overtrådte hans rettigheder.

Københavns Politi støttede hans ansøgning om at anke de 6 dagbøder à 500 kroner, som han blev idømt, til Østre Landsret – eventuelt for at få sagen til at gå om.

Den Særlige Klageret skulle alene tage stilling til retsassessorens opførsel, mens landsretten skal tage stilling de øvrige klager fra den tiltalte.

Dommeren selv har svært ved at se, at hun skulle have opført sig usømmeligt. Hun kendte anklageren i forvejen, og det var for at drille ham, at hun var kommet med bemærkningen.

Havde hun vidst, at det var den tiltalte, der stod ved siden af anklageren, ville hun ikke være kommet med den.

Klageretten mener, at hun med sine bemærkninger negligerede sagens betydning for de involverede parter.

Desuden behandlede hun ikke den tiltalte, der forsvarede sig selv, "med fornøden ordentlighed og respekt, herunder at vise forståelse for hans situation og give rimelig plads til spørgsmål og bemærkninger".

Dommerens adfærd har været utilbørlig og egnet til at "svække den almindelige tillid til domstolene og dommernes anseelse", lyder dommen fra Den Særlige Klageret.

Advokat får oprejsning i klage over dommer i salærsag

Advokat klager over landsdommere i tortursager

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også